Vejstatus og registrering i den Centrale Vej- og Stifortegnelse (CVF)
Det ses jævnligt, at der henvises til registreringen i CVF, når der skal argumenteres for, at en vej har en bestemt status. Men hvilken betydning har registreringen i CVF? Og hvordan afgøres det, om en vej har den ene eller den anden status? En nylig udtalelse fra Vejdirektoratet gør det relevant at gentage, hvad Vejdirektoratet tidligere har slået fast.
30.09.2026
Vejloven og privatvejsloven indeholder regler om, at der skal udarbejdes en fortegnelse over henholdsvis offentlige veje og private fællesveje i byer og bymæssige områder. Reglerne indeholder også bemyndigelser til transportministeren til at fastsætte nærmere regler om udarbejdelse af vej- og stifortegnelser.
Bekendtgørelse om vej- og stiregister
Med hjemmel i vejlovens § 17, stk. 2, og privatvejslovens § 25, stk. 2, er der udstedt en bekendtgørelse om vej- og stiregister (bekendtgørelse nr. 60 af 15. januar 2016). I bekendtgørelsens § 1 er der henvist til vejlovens § 17, stk. 1, hvorefter vejmyndigheden for en offentlig vej eller sti skal føre et vejregister, og til privatvejslovens § 25, stk. 1, hvorefter vejmyndigheden for private fællesveje og private fællesstier samt udlagte private fællesveje og private fællesstier i byer og bymæssige områder skal føre et vejregister.
Vejregistret skal ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 2, indeholde en række oplysninger, hvoraf en del har administrativ karakter, men vejregistret skal blandt andet også indeholde oplysning om vejen eller stien er planlagt, i brug eller nedlagt, og om vejens eller stiens status (offentlig vej eller sti, privat fællesvej eller privat fællessti eller udlagt privat fællesvej eller udlagt privat fællessti), ligesom det skal angives, om en offentlig vej eller sti overvejes nedklassificeret. Det fremgår også af § 2, stk. 3, at oplysningerne skal registreres digitalt og indrapporteres til CVF.
Derudover fremgår det af bekendtgørelsens § 6, at vejmyndighederne skal sørge for, at registrene er ajourførte, og at registrene skal offentliggøres og være offentligt tilgængelige.
Vejmyndighedernes vejregistre og CVF burde derfor ideelt set altid vise den korrekte status for en vej eller en sti, der er omfattet af kravene om registrering.
Vejdirektoratets udtalelse
I forlængelse af, at en kommune efter naturbeskyttelseslovens § 26 a har truffet beslutning om, at en eksisterende vej kan nedlægges, hvis der etableres en tilfredsstillende alternativ sti i overensstemmelse med de vilkår, der fremgår af afgørelsen, er der stillet en række spørgsmål til Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet konstaterer i udtalelsen, at en vejs eller stis retlige status (offentlig vej eller sti; privat fællesvej eller privat fællessti; privat vej eller sti) fastlægges på baggrund af bestemmelserne i vejloven eller privatvejsloven. Læs artiklen “Kommunevej eller privat fællesvej?“. Vejdirektoratet konstaterer også, at registreringen i CVF meget gerne skulle være korrekt, men denne registrering er ikke afgørende for færdselsarealets status.
Derudover oplyser Vejdirektoratet, at det er den kompetente vejmyndighed, der indrapporterer vejene og stierne til CVF, og at Vejdirektoratet ikke fører kontrol med disse indrapporteringer. Der er ikke krav i vejlovgivningen om registrering af private fællesveje på landet eller rent private veje og stier, men de kan, hvis kommunen ønsker det, registreres i CVF.
I forhold til de konkrete spørgsmål svarer Vejdirektoratet, at hverken den eksisterende vej eller den alternative sti er registreret i CVF, og det er derfor nødvendigt at spørge kommunen til status. Det er ikke muligt at se, hvornår registreringen af en vej eller sti sidst er ændret, og der er heller ikke krav om dokumentation for, at kommunens indrapportering til CVF er korrekt.
Videre svarer Vejdirektoratet til spørgsmålet om, hvorvidt en eksisterende vej kan registreres som nedlagt, før den alternative adgang er færdigetableret, at det skal registreres, om vejen eller stien er planlagt, i brug eller nedlagt. Og til spørgsmålet om, hvorvidt registreringen skal ændre eller præciseres, hvis det viser sig, at vilkårene for nedlæggelsen ikke er opfyldt, svarer Vejdirektoratet, at registrene skal være ajourførte.
Bemærkninger
Det fremgår ganske rigtigt af bekendtgørelsen, at det skal registreres, om en vej eller sti er nedlagt, men det kan formentlig diskuteres, om der er hjemmel til at fastsætte dette. Således følger det af vejlovens § 17, stk. 1, at vejmyndigheden skal udarbejde en fortegnelse over samtlige offentlige veje og stier under sin administration, ligesom vejmyndigheden efter privatvejslovens § 25, stk. 1, udarbejder en fortegnelse over private fællesveje og udlagte private fællesveje. Dette må umiddelbart forstås sådan, at det gælder eksisterende eller udlagte veje, men ikke nedlagte veje. Vejfortegnelsen kunne da også blive fyldt, hvis samtlige veje, der gennem tiden er blevet eller bliver nedlagt skal fremgå af fortegnelsen.
Selvom der er krav om, at offentlige veje og stier samt private fællesveje og private fællesstier i byer og bymæssige områder skal være registreret i CVF, ligesom der er krav om, at registreringen skal være ajourført og offentliggjort, er det ikke en garanti for, at registreringen er korrekt.
Man kan derfor ikke bruge CVF som en endelig dokumentation for en vejs eller stis status, idet den vejretlige status må afgøres konkret på grundlag af vejlovgivningens bestemmelser og på baggrund af den dokumentation, der kan findes, herunder eventuelle afgørelser eller beslutninger, der er truffet i medfør af vejlovgivningen. I sidste ende må spørgsmålet om en vejs eller stis status afgøres af domstolene, hvis der fortsat er strid om status.
Eventuelle forkerte registreringer vil principielt være i strid med lovgivningen, men der findes ikke bestemmelser om sanktioner i den anledning, og man må derfor acceptere, at en vej eller sti kan være registreret forkert i CVF.
Supplerende i forhold til den konkrete sag
Det fremgår alene af Vejdirektoratets udtalelse, at kommunen efter naturbeskyttelseslovens § 26 a har truffet beslutning om, at en eksisterende vej kan nedlægges, hvis der etableres en tilfredsstillende alternativ sti.
Det fremgår således ikke, om der også er tale om, at vejen nedlægges i medfør af vejlovgivningen, hvilket vil være et krav, hvis der er tale om en offentlig vej eller en privat fællesvej.
En beslutning om nedlæggelse efter naturbeskyttelseslovens § 26 a indebærer ikke, at vejen også er nedlagt efter vejlovgivningen. Hvis der er tale om en offentlig vej eller en privat fællesvej, skal der også træffes en afgørelse efter enten vejloven eller privatvejsloven, hvis ikke denne afgørelse er truffet tidligere.
Er vejen tidligere blevet nedlagt efter enten vejloven eller privatvejsloven, vil beslutningen efter naturbeskyttelseslovens § 26 a ikke have nogen betydning for vejens status efter vejlovgivningen.
Vejdirektoratets udtalelse kan ses her.
Hvis du har spørgsmål til artiklen, kan du kontakte René Aggersbjerg.
Læs også vores artikel om, hvorvidt en sti med en tinglyst færdselsret kan administreres som en privat fællessti, når udlægget ikke er godkendt.
Se alle nyheder fra VejjuraMød eksperterne