Kan en sti med en tinglyst færdselsret administreres som en privat fællessti, når udlægget ikke er godkendt?

En kommune har stillet Vejdirektoratet det relevante spørgsmål på baggrund af en henvendelse fra nogle grundejere. Udfordringen er, at ejeren af den ejendom, hvor stien ligger, ikke vil anerkende, at stien overhovedet er en privat fællessti, og at kommunen aldrig har godkendt vejudlægget.

Se alle nyheder fra Vejjura

Kilde: COWI Gadefoto/MultiViewer

30.09.2026

En grundejerforening har en tinglyst færdselsret over en naboejendom, hvor ejeren har ændret belægningen fra asfalt til perlesten. Flere beboere i grundejerforeningen er ældre og gangbesværede og har derfor svært ved at færdes på den nye belægning.

Grundejerforeningen har forgæves forsøgt dialog med stiejeren om belægningen og har derfor kontaktet kommunen. Kommunen er dog i tvivl om, hvorvidt stien overhovedet kan administreres som en privat fællessti efter privatvejsloven, da 1) stiejer ikke anerkender, at stien er en privat fællessti, og 2) stiudlægget i den tinglyste servitut ikke er godkendt af kommunen.

Kommunen har derfor kontaktet Vejdirektoratet og spurgt om stien kan administreres efter privatvejslovens regler. Hvis svaret er ja, vil det give kommunen mulighed for at foretage et konkret skøn om, hvorvidt stien er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang i henhold til privatvejslovens § 45 og i forlængelse deraf træffe afgørelse om eventuelle konkrete arbejder, der skal udføres, for at bringe stien i god og forsvarlig stand.

  1. Er stien en privat fællessti?
    Ifølge privatvejslovens § 10, nr. 4, er definitionen på en privat fællessti følgende: Et færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.Det fremgår af udtalelsen, at den tinglyste deklaration fra 1998 giver grundejerforeningens medlemmer ret til fri og uhindret færdsel til fods (evt. trækkende med cykel, knallert eller indkøbsvogn) ad en 2 meter bred sti over stiejerens ejendom. Ifølge Vejdirektoratet taler dette forhold klart for, at stien er en private fællessti, og at den derfor kan administreres efter privatvejsloven – til trods for at stiejeren bestrider dette, idet spørgsmålet ved fortsat uenighed må afgøres ved domstolene. Det forhindrer dog ikke kommunen i at administrere stien efter privatvejsloven indtil en evt. dom.
  2. Godkendelse af stiudlæg
    Vejdirektoratet udtaler dog samtidig, at det i nogle tilfælde er tvivlsomt, om vejmyndigheden kan administrere stien efter privatvejslovens regler, når stiejeren anfægter stiens status som privat fællessti. Det skyldes, at vejmyndigheden i sagen ikke har godkendt stiudlægget, hvilket har været et krav siden 1973 (nugældende § 27), og heller ikke tidligere har truffet afgørelser om stien efter privatvejslovens regler.

De to forhold peger dermed i hver sin retning. At stien er tinglyst dokumenterer, at stien er privat fællessti, jf. lovens definition, men det faktum, at stiudlægget aldrig har været godkendt efter lovens regler, problematiserer samtidig stiens status.  Vejdirektoratet konkluderer dog i udtalelsen, at førstnævnte taler klart for, at kommunen kan administrere stien som privat fællessti.

Bemærkning

Situationen i sagen er problematisk, hvilket skyldes, at der reelt er foretaget et stiudlæg ved den tinglyste færdselsret i 1998 uden at stiudlægget samtidig er blevet godkendt af kommunen efter § 27.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på reglerne om udlæg i § 27, hvis man tinglyser færdsels- og vejrettigheder til arealer, der ikke allerede er godkendt efter § 27. Særligt opmærksom skal man være i de situationer, hvor dette sker uden, at det har forbindelse til en matrikulær sag. Hvis udlægget sker i forbindelse med en matrikulær ændring udløser sagen nemlig krav om udstykningskontrol (iht. bekendtgørelse om udstykningskontrollen), hvor nye vej- og stiudlæg skal beskrives, og på den baggrund må udlæggene blive betragtet som myndighedsgodkendt af kommunen, herunder vejmyndigheden.

Hvis der tinglyses en færdselsret til en sti eller vej uden sammenhæng med en matrikulær sag, der udløser krav om udstykningskontrol, er det altså vigtigt, at udlægget, som krævet i privatvejslovens § 27, godkendes af kommunen – for at undgå uklarheder i kommunens efterfølgende administration af vejen eller stien, men også for at sikre, at det er lovligt at anlægge stien eller tage den i brug.

Straffes med bøde

Det er således samtidig vigtigt at bemærke, at det fremgår af privatvejslovens § 41, stk. 1, at en udlagt privat fællesvej eller en strækning heraf ikke må anlægges eller tages i brug som privat fællesvej, før vejudlægget er godkendt.

Videre fremgår det af § 98, stk. 1, nr. 1, at den, der overtræder blandt andet § 41, stk. 1, straffes med bøde.

Det betyder, at den grundejer, der enten anlægger eller bare begynder at bruge en vej eller sti, hvor der er tinglyst en vejret kan risikere at blive straffet med bøde, hvis udlægget af vejen eller stien ikke er godkendt af kommunen.

Vejdirektoratets udtalelse kan ses her.

Hvis du har spørgsmål til artiklen, kan du kontakte Jonathan Overgaard Markman.

Læs også vores artikel om betydningen af registrering i CVF for en vejs eller stis status.

Se alle nyheder fra Vejjura

Mød eksperterne