Trepartens sværeste prøve begynder hos lodsejerne
Debatindlæg
Hvis vi skal gå fra politiske planer til konkrete forandringer i landskabet, må vi ikke se lodsejerne som en forhindring, men en forudsætning for den grønne trepart, skriver Gert M. Henningsen, forretningschef for LE34 Miljø, Plan & Jura i et debatindlæg bragt i Naturmonitor.dk
08.06.2026
Treparten skal stå sin sværeste prøve
Mødet med lodsejerne er afgørende, når politiske ambitioner skal omsættes til virkelighed i landskabet. Derfor har vi i LE34 for nylig samlet vores erfaringer med lodsejerdialog i en ny metode, kaldet Fælles Grund™.
Efter at de 23 lokale treparter har aftalt omlægningsplanerne, begynder det arbejde, der i sidste ende kan afgøre, om den grønne trepart lykkes: At skabe frivillige aftaler med de lodsejere, som ejer arealerne, hvor forandringerne skal ske.
Hvis det bliver behandlet som en praktisk afslutning på en politisk proces, risikerer vi at handle i blinde. For frivillighed opstår ikke af sig selv, men kræver tillid, faglighed og respekt for de mennesker, der bliver direkte berørt.
Ikke et princip på papiret
I den offentlige debat taler vi om, hvor meget der skal omlægges, og hvor hurtigt det skal gå. Vi taler også om, at det skal ske ad frivillighedens vej, men vi taler for lidt om, hvad frivillighed kræver i praksis.
For frivillighed er ikke bare et princip i en aftaletekst, men konkrete møder, spørgsmål, bekymringer, afklaringer og beslutninger. Det handler også om vidt forskellige virkeligheder. En professionel landmand, en deltidslandmand, en virksomhed og en privat lodsejer kan have vidt forskellige forudsætninger, bekymringer og incitamenter.
Tidligere erfaringer viser, at vi ikke kan tage den del af arbejdet for givet. En evaluering af lavbundsprojekter fra SEGES i 2019 viste, at hvert femte lavbundsprojekt, som ikke lykkedes, skyldtes lodsejermodstand. Det understreger behovet for tidlig inddragelse, koordinering og ordentlig dialog mellem myndigheder, rådgivere og lodsejere.
Derfor kan det siges enkelt: Lodsejerne er ikke en forhindring, men en forudsætning for, at den grønne trepart kan føres ud i livet.
Samfundet kæmper om pladsen
Opgaven bliver ikke mindre kompleks af, at treparten ikke skal realiseres på et tomt danmarkskort.
Teknologirådet, i dag Democracy X, har tidligere peget på, at forventningerne til fremtidens udvikling og ønskerne om blandt andet vækst, natur, landskab og fritidsliv samlet set fylder 130 til 140 procent af Danmarks areal.
Samtidig stopper arealpresset ikke med den grønne trepart. Danmark har også forpligtet sig til EU’s biodiversitetsstrategi, hvor målet er at beskytte 30 procent af EU’s landareal og 30 procent af havarealet, heraf en tredjedel strengt beskyttet.
Det betyder, at treparten skal gennemføres i et landskab, hvor flere store samfundshensyn allerede konkurrerer om pladsen. Lodsejerne skal hverken gøres til ofre eller alene definere samfundets udvikling. Men deres rolle skal tages alvorligt, hvis frivillighed skal være andet end et ord.
Ikke bare sagsbehandling
Som landinspektører arbejder vi naturligvis med kort, skel, servitutter, rettigheder, erstatninger og tekniske forudsætninger. Det er en helt central del af vores faglighed. Men i store arealprojekter er det sociale landskab lige så afgørende som det fysiske.
For lodsejerdialog er ikke bare sagsbehandling. Bag hver aftale står et hjem, en bedrift, en familiehistorie, en fremtidsplan eller en virksomhed, hvor jorden ikke nødvendigvis kan reduceres til et areal i et projekt.
Det er derfor, lodsejerdialog er en faglighed i sig selv. Den handler ikke kun om at forklare et projekt korrekt, men også om at forstå modpartens situation, skabe klarhed om konsekvenser, afklare rettigheder, se muligheder og sikre, at processen er ordentlig hele vejen igennem.
Hvis vi undervurderer det arbejde, risikerer vi at svække selve realiseringen af den grønne trepart. Tempoet kan falde, sammenhængen i arealudpegningen kan blive svækket, og projekter kan blive sværere at gennemføre.
Lodsejerdialogen må ikke blive en parentes i processen og skal have den opmærksomhed, der sikrer, at treparten går fra de politiske planer til konkrete forandringer i landskabet.