Reference

Scanning og as built-dokumentation af stenrev for Dalgas

Etablering af stenrev skal være med til at skabe livsbetingelser for dyr og planter i vandet og øge variationen i de pressede økosystemer. Som landinspektører og offshore-specialister dokumenterer vi de nyanlagte stenrev, som Dalgas har etableret i Randers Fjord og ved Holmtange Have i Limfjorden.

 

Som toppen af et isbjerg

Vandstanden var lav, da LE34 i maj sejlede ud for at dokumentere de første 77 ud af 90 nye stenrev på den nordvestlige side af Randers Fjord. Faktisk var den et pænt stykke under middelvandsstanden.

–  Vi sejler kun dér, hvor vi selv lige har opmålt og kan følge med i dybdemodellen (DTM) på skærmen i realtid, så vi “lister” altid forsigtigt hen mod det, vi skal opmåle for at undgå at ramme mulige større sten på havbunden. Men denne gang måtte vi virkelig styre båden frem i yderst forsigtigt tempo, fordi toppen af de nyanlagte stenrev brød vandoverfladen, fortæller landinspektør Harald Roland, der er en af vores offshore-specialister.

Specialindrettede både

LE34 råder over to specialindrettede opmålingsbåde – NaviData med en moonpool, hvor vi har opmålingsudstyret i bådens center og NaviLite, hvor vi har monteret opmålingsudstyret på siden.

– Fra båden opmåler vores multibeam-udstyr stenrevet og havbunden med en vifte af scanningsstråler, så vi kortlægger alle sider af stenrevet, under havoverfladen, forklarer Martin Steenberg, landinspektør og offshore-specialist.

Uvildig dokumentation

På alle store byggerier og anlægsprojekter er det mere og mere almindeligt, at bygherren får udarbejdet uvildig dokumentation for om byggeriet eller anlægget er opført som aftalt, også kaldet as built-dokumentation. Det giver en sikkerhed for, at bygherren har fået det, de har bestilt, og en sikkerhed for at eventuelle afvigelser bliver dokumenteret, så der er et faktuelt grundlag at aftale justeringer på.

Det samme gør sig gældende med anlæg til havs.

De nyanlagte stenrev ved Holm Tange omfatter 100 rev, der er spredt over en større afstand, så opmålingen har givet et samlet overblik over hele det nye stenrevsområde.

Johnny Pedersen, projektleder, Landskab Vest, Dalgas

Efter nøje planlægning og etablering af de nye stenrev er det en fornøjelse at modtage dokumentation fra LE34, som viser, at stenrevene er anlagt som bestilt. Det giver ro i maven at vide, at data er præcise, når de skal bruges til at opdatere søkortet med.

 

Billedet er venligst udlånt af Dalgas og viser et kystnært stenrev i Randers Fjord.

90 stenrev i Randers Fjord
100 stenrev ved Holmtange Have
Mere end 35 års erfaring med offshore-opmåling

Fra start til slut

LE34 har varetaget hele opmålingsprocessen på vegne af Dalgas.

Forud for opmålingen har vi indhentet særlig tilladelse fra Geodatastyrelsen, hvor vi blandt andet redegør for, hvilke frekvensområde vores måleudstyr operer ved samt clearer, at opmålingen bliver gennemført uden at genere ynglesæsonen for havpattedyr. Generelt stræber vi efter at gennemføre opmålinger tidligt eller sent på året.

Under selve opmålingen sørger vi for både mandskab, båd og udstyr, mens vi gennemfører omfattende kvalitetssikring af opmålingsdata, både online når data bliver indsamlet og efterfølgende når data færdigprocesseres på kontoret.

Levering af produkt

Som afslutning på opmålingen leverer vi data i de ønskede formater.

I forbindelse med as built-dokumentationen af stenrevene i Randers Fjord og ved Holmstange Have i Limfjorden har Dalgas modtaget resultatet som datafiler, men vi kan også modellere data op som 3D-punktskyer, der kan tilgås i webvieweren PointView®.

Multibeam-data fra opmålingen.

Vil du vide mere?

Kontakt os

Lars Overby
Partner, Landinspektør, Afdelingsleder, Forretningschef, LE34 Offshore

+45 2275 5786
lo@le34.dk