Højesteretsdom om sagerne vedr. Holstebromotorvejen

Sagerne vedrører omlægning af i alt 21 ledninger tilhørende forskellige ledningsejere i forbindelse med anlæg af motorvejen mellem Herning og Holste­bro.  Som det ofte er tilfældet, var ledningsejerne og Vejdirektoratet enige om de tekniske løsninger, men uenige om, hvem der skulle bekoste omlægningerne. De forskellige ledninger var alle omfattet af tinglyste deklarationer pålagt efter aftale mellem daværende ledningsejere og daværende arealejere. Det bemærkes, at der ikke var nævnt noget om gæsteprincippet i deklarationerne.

Vejdirektoratet havde henvist til det ulovbestemte gæsteprincip og Højesterets dom i Vintapperrampesagen til støtte for, at ledningsejerne skulle betale for ledningsomlægningerne. Ledningsejerne havde påstået stadfæstelse af landsrettens domme.

Højesteret opdeler ledningsdeklarationerne i 2 grupper:

• 4 ledninger, hvor der ikke er betalt erstatning for anbringelse af ledningerne
• 17 ledninger, hvor der er betalt erstatning for anbringelse af ledningerne

For de 4 forsyningsledninger var den daværende ledningsejer (Holstebro Kommune) også arealejer på tidspunktet for ledningernes anbringelse og tinglysning af ledningsdeklarationen. Deklarationen, som er tinglyst den 26. august 1993, beror således ikke på en aftale mellem to forskellige parter, men i stedet alene én part (ensidig ejerdisposition). Højesteret finder, at de hensyn, der ved aftaler mellem ledningsejer og arealejer kan begrunde anvendelse af det ulovbestemte gæsteprincip ikke i almindelighed kan overføres på sådanne tilfælde. Det er uden betydning, at deklarationen gav samme rettigheder for flere andre ledningsejere end Holstebro Kommune.

Desuden finder Højesteret, at der i sådanne tilfælde (ensidig ejerdisposition) normalt er en formodning for, at pålæg af en deklaration om sikring af ledninger har til formål bl.a. at fastslå, at ledningsejeren ikke skal betale for ledningsomlægninger, der sker på arealejerens foranledning, hvis der på et senere tidspunkt ikke længere er identitet mellem ledningsejeren og arealejeren. Det må således kræve særlige holdepunkter, hvis dette udgangspunkt skal fraviges.

Sagt med andre ord; Formodningen er, at gæsteprincippet er fraveget for ledningerne omfattet af deklarationen pålagt ved ensidig ejerdisposition. Retsstillingen findes ikke at være ændret som følge af, at ledningerne er overdraget fra Holstebro Kommune til de forskellige selskaber i Vestforsyning (andre ledningsejere).

For de 17 ledninger var der betalt erstatning. Spørgsmålet er herefter, om den betalte erstatning indeholdt kompensation for, at gæsteprincippet er fraveget for ledningerne. Højesteret bemærker desuden, at det må anses for at være uden betydning, om det kan godtgøres, at et eventuelt vederlag faktisk blev betalt.

Erstatningen var indgået på forskellig vis for de 17 ledninger. For flere af ledningerne var der henvist til landsaftalen med landbrugsorganisationerne, hvor erstatningen kan være opdelt i en engangserstatning bestående af dels et grundbeløb, dels af et beløb pr. løbende meter og i visse tilfælde erstatning for afgrødetab og strukturskader. Højesteret finder, at en sådan engangserstatning må anses for at være erstatning for selve anbringelsen af ledninger, og at tilladelsen til at anbringe ledninger derfor er givet mod vederlag. Gæsteprincippet finder således ikke anvendelse som udfyldende regel i disse tilfælde. Det samme gjorde sig gældende for to af ledningerne, hvor det ikke fremgik, hvordan erstatningen var udmålt.

Højesteret finder, at det i den situation, hvor der er aftalt en erstatning, påhviler arealejeren at godtgøre, at betalingen ikke udgør vederlag for, at en ledning ikke skal ligge på gæstevilkår. Altså er det Vejdirektoratet, der har bevisbyrden for, at erstatningen ikke angik fravigelse af gæsteprincippet.

Selvom ordlyden af deklarationerne for de 17 ledninger er forskellig, slår Højesteret fast, at alle deklarationer indebærer, at Vejdirektoratet som arealejer skal betale for ledningsomlægningerne som følge af anlæg af Holstebromotorvejen.