Vejmyndighedernes nødretshandlinger

Der kan opstå situationer, hvor en vejmyndighed er nødt til at gribe ind og udføre et arbejde, som det egentlig påhviler grundejerne at udføre, fordi forholdet ellers vil være til fare for trafiksikkerheden. I disse situationer er det vigtigt, at vejmyndigheden er opmærksom på, hvordan sagen skal håndteres, hvis vejmyndigheden efterfølgende skal have dækket udgifter af grundejere.

LE34 viser vejen

19.04.2023

Med udgangspunkt i blandt andet to nye afgørelser fra Vejdirektoratet ser vi i denne artikel nærmere på de forhold, som vejmyndigheden skal være særligt opmærksom på, når den udfører grundejernes arbejde ud fra nødretsbetragtninger. I den ene af de to nye sager drejede det sig om et træ, der var væltet ud over en kommunevej, mens den anden sag drejede sig om manglende glatførebekæmpelse på en privat fællesvej. Tidligere har Vejdirektoratet blandt andet også behandlet sager om almindelig vedligeholdelse af private fællesveje.

Det væltede træ

I denne sag konstaterede kommunen en morgen i januar kl. 7, at et træ fra en grundejers ejendom var væltet ud over en kommunevej. Kommunen fjernede træet uden at informere grundejeren først. Efterfølgende konstaterede grundejeren, at et træ var væltet, savet i mindre stykker og efterladt på grundejerens ejendom. Grundejeren tænkte, at der blot var tale om god service fra kommunens side, da kommunen ikke henvendte sig efterfølgende.

Uden at have hørt fra kommunen i den mellemliggende periode modtog grundejeren i november en regning vedrørende ”et væltet træ over vejbane” med en betalingsfrist på én dag. Grundejeren modtog derimod hverken en afgørelse, begrundelse eller en klagevejledning.

I en klage til Vejdirektoratet gjorde grundejeren herefter blandt andet gældende, at kommunen ikke havde efterlevet vejledningen til vejlovens § 70, hvor der står, at ”I det omfang, at det rent praktisk er muligt for den pågældende, og de trafiksikkerhedsmæssige forhold på stedet eller de miljømæssige vurderinger gør det forsvarligt, skal vejmyndigheden ved påbud give den pågældende mulighed for selv at fjerne genstanden”.

Grundejeren havde den pågældende morgen ikke modtaget opkald fra kommunen, og ingen havde banket på døren. Grundejeren havde selv kædesav, sikkerhedsudstyr og en gravemaskine på ejendommen. Det havde derfor ikke været et problem for grundejeren selv at fjerne træet. Arbejdet kunne have været udført og vejen ryddet på en halv time, mens kommunen havde brugt to timer foruden den tid, der gik med at få udstyret frem.

Kommunen havde ifølge grundejeren ikke argumenteret for, at der faktisk var færdselssikkerhedsmæssige problemer forbundet med træet. På vejen var der gode oversigtsforhold, og enhver bilist ville derfor kunne se træet og nå at bremse ned. Desuden var der tale om en smal vej med tre tilgrænsende ejendomme, som derfor ikke var særlig trafikeret.

Vejdirektoratet bad herefter kommunen om at uddybe, hvorfor den ikke fandt det forsvarligt at give grundejeren en frist til selv at fjerne træet. Samtidig bad Vejdirektoratet kommunen om at fremsende relevante dokumenter, f.eks. et notat om en mundtlig afgørelse, og at oplyse hjemlen for regningen.

Da kommunen oplyste, at den havde vurderet, at forholdet krævede omgående reaktion, og derfor under henvisning til vejlovens § 70 havde igangsat fjernelse af træet, der var til fare og ulempe for færdslen, bad Vejdirektoratet kommunen om at oplyse, hvorfor den vurderede, at der var tale om forhold, som krævede en hurtig reaktion.

Vejlovens § 70:
Efterlader nogen på offentlig vej eller sti affald eller genstande, der kan være til ulempe for færdslen eller er særligt forurenende, kan vejmyndigheden eller politiet lade det efterladte fjerne for den pågældendes regning.

Kommunen oplyste herefter, at træet spærrede vejen totalt. Det ville desuden have været nødvendigt at give grundejeren et påbud efter vejloven med en frist til at fjerne træet, hvis grundejeren selv skulle have fjernet træet. I den periode skulle der have været etableret omkørsel, hvilket ville have taget længere tid og ville have været langt dyrere.

Det fremgår af Vejdirektoratets afgørelse i sagen, at vejlovens § 70 som udgangspunkt giver kommunen hjemmel til at kræve arbejdet med at fjerne det væltede træ betalt af grundejeren. Det er dog en forudsætning, at træet har været til ulempe for færdslen, og at de trafiksikkerhedsmæssige forhold på stedet har nødvendiggjort, at træet skulle fjernes uden forudgående partshøring og påbud.

Kommunen skal derfor kunne dokumentere og begrunde, at det var nødvendigt at fjerne træet så hurtigt, at det ikke var muligt at kontakte grundejeren først og foretage en mundtlig partshøring.

Vejdirektoratet vurderer i afgørelsen, at kommunen kunne have banket på døren og spurgt, om grundejeren var villig til og i stand til at fjerne træet omgående. Hvis grundejeren ikke var indstillet på at fjerne træet omgående, kunne kommunen i stedet have partshørt grundejeren over den påtænkte fjernelse af træet for grundejerens regning senere samme dag, når kommunens materiel og personale til formålet var rekvireret.

Kommunen kunne også have partshørt telefonisk, før kommunen fjernede det væltede træ. Grundejeren havde ikke behøvet at få en længere frist til at fjerne træet, end det ville tage kommunens materiel og personale at indfinde sig på stedet.

I afgørelsen konstaterer Vejdirektoratet, at kommunen ikke har partshørt grundejeren forud for afgørelsen om at fjerne træet. Desuden har kommunen alene henvist til, at træet spærrede vejen. Det begrunder imidlertid ikke i sig selv, hvorfor træet ikke kunne påbydes fjernet med en kort frist, eller at kommunen ikke har forsøgt at kontakte grundejeren, før kommunen selv fjernede træet.

Vejdirektoratet ophævede herefter kommunens afgørelse, da kommunen ikke havde partshørt, og da kommunen heller ikke havde begrundet afgørelsen tilstrækkeligt. Kommunen måtte derfor selv bære udgifterne til at fjerne træet.

Den manglende glatførebekæmpelse

I denne sag fik kommunen en opringning fra en beboer på en privat fællesvej, som var meget bekymret for trafiksikkerheden på vejen, da mange grundejere ikke glatførebekæmpede, og at der nu var så glat, at det var umuligt at færdes på vejen uden at komme til skade.

Kommunen besigtigede vejen kl. 12.20 og konstaterede, at der ud for de fleste ejendomme lå meget sammenkørt sne, som var blevet til is. Vejen var efter kommunens vurdering – især for de bløde trafikanter – direkte farlig at færdes på. En hurtig opbremsning med et køretøj, ville heller ikke være mulig.

Det var vejmyndighedens vurdering, at vejen var så farlig at færdes på, at der akut var brug for at glatførebekæmpelse.

Vejmyndigheden forsøgte på dagen at kontakte de beboere, der ikke havde glatførebekæmpet, telefonisk. Vejmyndigheden begyndte at ringe til beboerne kl. 13.45 og fik telefonisk kontakt til syv ejendomme, som alle fik mulighed for at salte ud for deres ejendom inden for en time fra samtalen. De syv ejendomme blev informeret om, at hvis de selv saltede inden for den oplyste tid, ville kommunen ikke udføre arbejdet ud for deres ejendom, og de ville derfor ikke modtage en regning for arbejdet. To grundejere oplyste, at de ønskede at udføre arbejdet selv.

Én af grundejerne kunne vejmyndigheden ikke komme i telefonisk kontakt med, da det ikke var muligt at finde et telefonnummer.

Kommunen traf derefter afgørelse i sagen og fik udført akut glatførebekæmpelse foran blandt andet denne grundejers ejendom for grundejerens regning. Det skete ved, at vejmyndigheden kl. 14.35 kontaktede en af de entreprenører, der udfører glatførebekæmpelse for kommunen, og bestilte dem til at salte ud for de ejendomme, der ikke selv havde glatførebekæmpet kørebanen.

Efterfølgende meddelte kommunen sin afgørelse og oplyste, at de grundejere, der ikke havde saltet inden for den oplyste tid, ville modtage en faktura for det udførte arbejde.

Den grundejer, som kommunen ikke kunne finde telefonnummeret til, klagede til Vejdirektoratet.

Sammen med en udtalelse til Vejdirektoratet fremsendte kommunen fotos af forholdene. Sagsbehandleren oplyste blandt andet, at han gik strækningen igennem til fods, og i den forbindelse flere gange var ved at falde, da vejene var spejlblanke. Entreprenøren har ikke taget fotos af saltningen, men sagsbehandleren kunne dagen efter konstatere, at asfalten ikke længere var glat.

I afgørelsen lægger Vejdirektoratet ud fra sagens oplysninger til grund, at kommunen ud fra nødretlige betragtninger har vurderet, at der var akut behov for at glatførebekæmpe store dele af den private fællesvej.

Når kommunen vil pålægge grundejere at udføre et konkret arbejde, forudsætter det som udgangspunkt, at vejmyndigheden træffer en afgørelse og påbyder den enkelte forpligtede at udføre arbejdet.

En anden forudsætning er, at afgørelsen er blevet meddelt. En afgørelse har først retsvirkning for modtageren og kan håndhæves af myndigheden, når den er meddelt, dvs. når den er kommet frem til modtageren.

Hvis ikke disse to forudsætninger er opfyldt, vil kommunen normalt ikke kunne anvende privatvejslovens bestemmelser til at pålægge grundejerne udgifterne til et arbejde.

I tilfælde af nødret, hvor formålet f.eks. har været akut at forhindre færdselsuheld, kan privatvejslovens bestemmelser dog anvendes efterfølgende, selvom forholdene allerede er udbedret af vejmyndigheden selv.

Vejdirektoratet kan ikke tage stilling til, om kommunen har haft grundlag for at handle ud fra nødretlige betragtninger. Det kan kun domstolene tage stilling til, hvis der ikke er enighed.

Kommunen har dog pligt til efterfølgende at gennemføre eventuelle relevante procedurer og bestemmelser i privatvejsloven og at iagttage de almindelige forvaltningsretlige regler, selvom arbejdet er udført nødretligt. Nødretsbetragtninger fritager med andre ord ikke myndigheden fra at iagttage lovenes relevante bestemmelser i det omfang, det er muligt.

Da det ikke var muligt at finde grundejerens telefonnummer, og da kommunen vurderede, at et brev til grundejerens digitale postboks ikke ville være en tilstrækkelig hurtig kontaktform, kontaktede kommunen i stedet sin egen entreprenør med henblik på at få glatførebekæmpet vejen inden for 1-2 timer.

Vejdirektoratet vurderer, at forholdet har været omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter partshøring kan undlades, hvis grundejerens interesse i at blive partshørt bør vige pga. væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, idet hensynet til færdselssikkerheden har vægtet så tungt, at partshøring kunne undlades.

Vejmyndigheden vil som nævnt i tilfælde af nødret kunne udføre arbejdet og efterfølgende gennemføre de normale procedurer, herunder meddele sagens afgørelse.

På baggrund af sagens oplysninger har Vejdirektoratet ikke grund til at betvivle sagligheden i kommunens vurdering af, at det glatte føre var af en sådan karakter, at kommunen måtte handle akut, dvs. på et nødretslignende grundlag.

Vejdirektoratet konkluderede herefter, at kommunens afgørelse var lovlig.

Hvad skal vejmyndigheden være opmærksom på ved nødretshandlinger?

De to sager viser, hvor vigtigt det er, at kommunen gør sig de rigtige overvejelser og sørger for den nødvendige dokumentation, inden kommunen griber til at udføre et arbejde ud fra nødretsbetragtninger.

Sagen om det væltede træ endte med, at kommunen selv måtte afholde udgiften til arbejdet med at fjerne træet, mens kommunen i sagen om den manglende glatførebekæmpelse fik dækket sine udgifter.

Der er flere afgørende forskelle på de to sager.

I sagen om det væltede træ havde kommunen ikke forsøgt at kontakte grundejeren først, mens kommunen i sagen om den manglende glatførebekæmpelse havde kontaktet flere af de forsømmelige grundejere. Selvom kommunen ikke havde partshørt den grundejer, der klagede til Vejdirektoratet (fordi det ikke var muligt at finde et telefonnummer på grundejeren), fandt Vejdirektoratet det godtgjort, at hensynet til trafiksikkerheden gjorde det påkrævet at få udført saltningen, og at partshøringen derfor kunne undlades.

Det er således også en afgørende forskel på de to sager, at kommunen kunne begrunde, hvorfor det var nødvendigt at salte meget hurtigt, mens den anden kommune ikke kunne begrunde overbevisende, hvorfor det var nødvendigt at fjerne træet så hurtigt, at partshøring kunne undlades.

I sagen om træet traf kommunen reelt ikke en afgørelse efterfølgende, men fremsendte en regning mange måneder senere. I sagen om saltning meddelte kommunen efterfølgende sin afgørelse, og at grundejerne kunne forvente at modtage en regning for arbejdet senere. Dette er også en forskel, som kan have haft betydning for Vejdirektoratets vurdering af sagerne.

Det er både vigtigt, at kommunen nøje har overvejet, hvor meget forholdet haster, og at dette kan dokumenteres, så det kan danne baggrund for kommunens begrundelse, når der efterfølgende træffes afgørelse. Det er også vigtigt, at der faktisk træffes en afgørelse efterfølgende. I den forbindelse bør kommunen foretage en partshøring af grundejerne, så grundejerne får mulighed for at komme med bemærkninger til den afgørelse, som kommunen vil træffe. I den forbindelse må kommunen også sørge for at overholde de procedurer, der eventuelt gælder for den pågældende afgørelse.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte René Aggersbjerg.

Kontakt eksperterne

Gert M. Henningsen

Partner / Landinspektør / Forretningschef / Miljø, Plan & Jura
LE34 Odense

Jonathan Overgaard Markman

Landinspektør
LE34 Aalborg, LE34 Esbjerg

Kenneth Holme Poulsen

Landinspektør
LE34 Aarhus

René Aggersbjerg

Cand. jur.
LE34 København

Søren Henriksen

Landinspektør
LE34 Aalborg

Thomas Normann Asmussen

Partner / Landinspektør / Afdelingsleder
LE34 Aarhus

Vibeke Stærdahl Nielsen

Landinspektør
LE34 København

Erik Jeppesen

Landinspektør / BA. Jur.
LE34 København

Martin Korgaard

Markedschef / Landinspektør
LE34 Aarhus

Daniel Lundeman Lind

Konsulent / cand.jur.
LE34 Aarhus, LE34 Odense