Vejdirektoratet: Privatretlige aftaler kan ikke fortolkes ved en afgørelse efter privatvejsloven

De to ejendomme blev i 1975 overtaget af to brødre (en ingeniør og en malermester), da deres far døde. Der blev lavet et arveudlægsskøde på hver af de to ejendomme, således at de to brødre overtog hver sin ejendom. Arveudlægsskøderne blev tinglyst på ejendommene, og senere blev der også tinglyst deklarationer vedrørende vejforholdene. Sommerhusejernes ejendom (matr.nr. 20c) blev overtaget af malermesteren, mens naboejendommen (matr.nr. 23b) blev overtaget af ingeniøren.

Både af arveudlægsskødet og deklarationen, der er tinglyst på sommerhusejernes ejendom, fremgår, at så længe ingeniøren ejede matr.nr. 23b, skulle den til enhver tid værende ejer af matr.nr. 20c respektere ingeniørens ret til at færdes på vejen på matr.nr. 20c.

Ingeniøren ejer ikke længere matr.nr. 23b (som nu ejes af ingeniørens søn). Det er formentlig på den baggrund, at sommerhusejerne mener, at der ikke (længere) er tinglyst en vejret for naboen.

På naboejendommen (matr.nr. 23b) er der også både tinglyst et arveudlægsskøde og en deklaration, se nedenfor.

Af arveudlægsskødet fremgår, at efterfølgende ejere af matr.nr. 23b (ingeniørens ejendom) skal respektere, at ”den til enhver tid værende ejer af matr.nr. 20c har ret til at lukke den vej, der fører fra matr.nr. 23b over matr.nr. 20c”.

Af deklarationen fremgår, at efterfølgende ejere af matr.nr. 23b ”skal respektere, at så længe malermester … er ejer af matr.nr. 20c + 20d, har han ret til at lukke den vej, der fører fra matr.nr. 23b over matr.nr. 20c”.

Deklarationen adskiller sig således fra arveudlægsskødet på den måde, at ejerne af matr.nr. 23b ifølge deklarationen kun skal respektere, at malermesteren har ret til at lukke vejen, så længe han ejer matr.nr. 20c, mens ejerne af matr.nr. 23b ifølge arveudlægsskødet skal respektere, at den til enhver tid værende ejer af matr.nr. 20c har ret til at lukke vejen.

Efter iagttagelse af privatvejslovens procedure ved beslutninger om nedlæggelse af private fællesveje meddelte kommunen, at vejen kunne nedlægges som ønsket af sommerhusejerne.

Kommunen begrundede denne afgørelse med, at vejen ikke er den eneste adgangsvej til matr.nr. 23b, idet man for at komme frem til vejen nødvendigvis må passere matr.nr. 23b ad den private fællesvej i den sydøstlige ende af ejendommen (den vej, der er vist med gult på luftfotoet ovenfor).

Derudover vurderede kommunen, at vejen ikke er af en sådan vigtighed for matr.nr. 23b, at den skal opretholdes som privat fællesvej. I den forbindelse lagde kommunen vægt på, at det vil være muligt at etablere adgang til matr.nr. 23b fra den private fællesvej i den sydøstlige ende af ejendommen, og at de tinglyste dokumenter efter kommunens vurdering samlet indebærer, at ejeren af matr.nr. 23b skal respektere, at ejerne af matr.nr. 20c lukker vejen på deres ejendom.

En advokat klagede på vegne af ejeren af matr.nr. 23b over afgørelsen. Advokaten gjorde blandt andet gældende, at en afgørelse om nedlæggelse af en privat fællesvej skal træffes efter de kriterier, der er anført i privatvejslovens § 72, stk. 2 – eneste adgangsvej og vigtighed.

Hverken eventuelle trafikale gener for naboer eller tinglyste deklarationer var således efter advokatens opfattelse relevante kriterier ved afgørelser om nedlæggelse af private fællesveje. Han mente derfor, at det var en fejl, at kommunen ”havde anvendt kriteriet tinglyste deklarationer som støtte for, at vejen ikke er vigtig, når min klient skal respektere, at andre har ret til at lukke vejen”.

I forlængelse heraf gjorde advokaten gældende, at det er ”en fejl, at der ved afgørelsen er indgået en vurdering af, hvorvidt min klient må tåle, at vejen nedlægges, da det ikke er noget, som der privatretligt kan indgås aftale om, jf. privatvejslovens § 71”.

Det er her værd at bemærke, at advokaten i hvert fald ikke direkte har anfægtet forståelsen af de tinglyste dokumenter, men alene har anfægtet, at dokumenterne er relevante kriterier ved afgørelsen af, om vejen skal nedlægges, idet han tilsyneladende mener, at kun spørgsmålet om eneste adgangsvej og vigtighed er relevant i forhold til afgørelsen. Han anerkender således ikke, at vurderingen af, om vejen er af vigtighed for en ejendom, nødvendigvis må bero på en samlet vurdering af alle oplysninger.

Vejdirektoratet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

I afgørelsen konstaterer Vejdirektoratet, at det afhænger af kommunens skøn, om der konkret skal gives tilladelse til at nedlægge en privat fællesvej. Her skal kommunen indledningsvis varetage almene offentligretlige hensyn.

Hvis almene offentligretlige hensyn ikke taler imod en nedlæggelse, skal kommunen vurdere, om den private fællesvej er eneste adgangsvej til eller er af vigtighed for en ejendom, jf. privatvejslovens § 72, stk. 2.

Hvilke hensyn der skal tillægges vægt i vurderingen af, om vejen skal nedlægges eller opretholdes, hvis vejen ikke er eneste adgangsvej eller af vigtighed for en ejendom, fremgår ikke af privatvejsloven. Som vejmyndighed kan kommunen derfor i denne situation skønne frit på grundlag af saglige hensyn.

Vejdirektoratet bemærker, at det fremgår af kommunens afgørelse, at kommunen ved vurderingen af spørgsmålet om vejens vigtighed, har inddraget og fortolket de tinglyste dokumenter, og at kommunen ikke finder, at vejen kan være af vigtighed for ejeren af matr.nr. 23b, da denne skal respektere, at ejeren af matr.nr. 20c og 20d kan lukke vejen.

Herefter konstaterer Vejdirektoratet, at ”efter Vejdirektoratets opfattelse er der ikke tillagt en vejmyndighed kompetence til at lægge en omstridt fortolkning af privatretlige aftaler og dokumenter til grund for en afgørelse efter privatvejsloven. Da hverken kommunen som vejmyndighed eller Vejdirektoratet kan tage stilling til, hvordan privatretlige dokumenter – som de omhandlede skøder og deklarationer om retten til at lukke en privat fællesvej – skal fortolkes, finder Vejdirektoratet ikke, at kommunen kan inddrage en sådan fortolkning i sin afvejning i sagen.

Uenighed mellem parterne omkring fortolkningen af skøder og deklarationer må afgøres af domstolene.

Vejdirektoratet finder derfor, at kommunens afgørelse er truffet under varetagelse af hensyn, som ikke kan indgå i afvejning af en afgørelse truffet efter privatvejslovens § 72, stk. 2, og Vejdirektoratet kan ikke udelukke, at dette usaglige hensyn kan have haft betydning for afgørelsens indhold”.

Det vil på baggrund af denne afgørelse fra Vejdirektoratet være meget vanskeligt at inddrage tinglyste dokumenter ved vurderingen af, om en privat fællesvej kan nedlægges, hvis der er den mindste mulighed for (uenighed om) fortolkning af dokumenterne.