Tilladelser til opstilling af reklametavler – partshøring

Opstilling af reklametavler kræver en tilladelse fra vejmyndigheden, og nogle afgørelser fra Vejdirektoratet illustrerer, at vejmyndigheden i disse situationer skal være opmærksom på at iagttage blandt andet forvaltningsretlige regler om partshøring m.v. En tidligere dom fra Vestre Landsret viser, at det ikke kun gælder på dyre adresser i København.

LE34 VISER VEJEN

01.12.2020

I en sag, der har været behandlet af Vejdirektoratet, fik ét af disse ”reklamefirmaer” tilladelse til at opstille en digital reklamestander på Købmagergade i København. Samtidig behandlede Vejdirektoratet en klage fra firmaet over Københavns Kommunes afslag på opstilling af tilsvarende reklamestandere seks andre steder på Strøget. Sagerne viser de forhold, som kommunen som vejmyndighed skal være opmærksom på, når der skal tages stilling til, om der kan gives tilladelse.

Tilladelsen til opstilling af reklamestander

Den reklamestander, som kommunen gav tilladelse til at opstille, blev opstillet ved udmundingen af en sidegade. Der blev i første omgang søgt om én placering, men efter indsigelser blev der søgt om alternative placeringer. Den tilladte placering betød en begrænsning af synligheden af en bagvedliggende butiksfacade.

Ejeren af ejendommen blev partshørt i flere omgange og protesterede mod opstillingen af reklamestanderen. Da kommunen havde givet tilladelse til opsætning af reklamestanderen, klagede ejeren til Vejdirektoratet. Ejerens advokat gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at opstillingen ikke var proportional, fordi ejeren havde investeret et stort millionbeløb og meget tid på at istandsætte facaden. På den baggrund havde ejeren en berettiget forventning om, at facaden ikke skulle skæmmes af en reklamestander.

Advokaten gjorde derudover gældende, at der ville blive parkeret cykler rundt om standeren, hvilket ville mindske udstillingsvinduernes synlighed, og at reklamestanderen ved blænding, reflekser og udseende er til ulempe for gadens særlige karakter og ejendommens arkitektoniske udtryk. Der blev også fremlagt en vurdering fra en ejendomsmægler, der mente, at reklamestanderen kunne medføre et årligt lejetab på 675.000 kr. og en ”negativ værdipåvirkning” af ejendommen på 22,5 mio. kr.

Tvivl om, hvorvidt kommunen kunne optræde objektivt og upartisk

Kommunens afgørelse indeholdt ifølge advokaten ikke en begrundelse for, hvilke interesser hos ansøgeren der var vægtige nok til at begrunde tilladelsen, og på hvilken måde disse interesser oversteg hensynet til ejendommen som nabo. I den forbindelse henviste advokaten til, at kommunen i to sammenlignelige tilfælde havde lagt afgørende vægt på karakteren og det eksklusive præg af den pågældende lokation.

Det blev også gjort gældende, at kommunen var inhabil, fordi kommunen havde indgået en koncessionsaftale med ansøgeren om reklamebærende byudstyr. Kommunen havde derfor en særlig og økonomisk interesse, som kunne skabe tvivl om, hvorvidt kommunen kunne optræde objektivt og upartisk.

På den anden side gjorde kommunen gældende, at der var foretaget en samlet konkret vurdering af ansøgningen sammenholdt med Købmagergades indretning og udnyttelse. Der var foretaget en afvejning af ansøgers interesse i den ansøgte placering og hensynet til de berørte facadeejeres (og butikkers) interesse i at undgå gener som følge af den konkrete placering. I den forbindelse havde kommunen også vurderet, i hvilket omfang reklamestanderen ville begrænse indblikket i de berørte forretninger.

Kommunens sagsbehandling

Kommunen havde taget højde for, at der fortsat var fornøden adgang til ejendomme og forretninger tæt på reklamestanderen, at fodgængere kunne passere langs butiksfacaderne, at udstillingsvinduerne fortsat var synlige for forbipasserende, og at placeringen ikke i sig selv ville medføre væsentlige ændringer i forhold til uhensigtsmæssige cykelparkeringer. Det var desuden kommunens opfattelse, at man i et handelsområde som Købmagergade, må tåle eksponering af konkurrerende varer på en reklamestander.

Det var kommunens opfattelse, at der ikke var tale om inhabilitet, idet koncessionsaftalen ikke indebar en pligt for kommunen til at udstede tilladelser til reklamestandere på bestemte placeringer. Kommunen havde faktisk også i en række tilfælde meddelt afslag på ansøgninger.

Der var ikke hjemmel til at lade sagen behandle af en anden kommune, og kommunen kunne heller ikke lade andre dele af forvaltningen behandle sagen, fordi den nødvendige ekspertise ikke var til stede andre steder i forvaltningen. Når det ikke er muligt at lade sagen behandle af andre, vil både kommunen og klagemyndigheden skulle behandle sagen særligt omhyggeligt og give en udførlig begrundelse for afgørelsen.

Vejdirektoratets afgørelse

I afgørelsen bemærker Vejdirektoratet, at kommunen har truffet afgørelsen på baggrund af et skøn, som har vist, at ingen vejtekniske eller trafikale hensyn taler afgørende imod tilladelsen. Kommunen har efter Vejdirektoratets opfattelse foretaget en konkret afvejning af ansøgers interesse og naboernes interesse i at undgå gener.

Vejdirektoratet konstaterer i afgørelsen, at kommunen har begrundet afgørelsen med saglige hensyn, og at der ikke er krav om, at genstande, der tillades opstillet på vejarealet, skal være uden gener eller ligefrem skal forskønne omgivelserne.

Det er Vejdirektoratets opfattelse, at ejeren af ejendom – uanset store investeringer i ejendommens facade – ikke kan have en berettiget forventning om, at facaden ikke må skæmmes af senere forandringer i omgivelserne, som ikke har direkte fysisk kontakt med facaden. Oplysningerne om lejetab og værditab giver ikke anledning til en ændret vurdering, fordi de fleste lokationer på Strøget og Købmagergade har et eksklusivt præg. Vejdirektoratet har lagt til grund, at reklamestanderen ikke hindrer fodgængere i at passere eller hindrer indblik i udstillingsvinduerne.

I forhold til inhabilitetsspørgsmålet har Vejdirektoratet lagt vægt på, at kommunen har nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra tre relevante enheder i kommunen, som har haft lejlighed til at kommentere på udkast til afgørelser. Dermed er der sikret en bred forankring i kommunen, og der er sikret en spredning af kompetencen, hvor der er taget højde for en eventuel inhabilitet.

Vejdirektoratet bemærker dog, at kommunen forud for sagernes behandling af egen drift burde have forholdt sig udtrykkeligt til problemstillingen med myndighedsinhabilitet, og at kommunen burde have sørget for en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner.

Dog fandt Vejdirektoratet ikke grundlag for at antage, at disse forhold i det konkrete tilfælde har haft indflydelse på resultatet af kommunens afgørelse.

Den digitale reklamestander på Købmagergade, sagen omhandler

Kommunen har ad flere omgange vurderet betydningen af reklamestanderens fysiske placering sammenholdt med Købmagergades indretning og udnyttelse, herunder omfanget af begrænset indblik i de berørte forretninger. Efter kommunens vurdering påvirker standeren byrummet, ejendommene og de forretningsdrivende mindst muligt, da der fortsat er fornøden adgang til ejendomme og forretninger, fodgængere kan passere, udstillingsvinduer er fortsat synlige, der vil ikke være ændringer i uhensigtsmæssige cykelparkeringer, der er plads til varelevering og redningsveje er fremkommelige.

Afslagene på tilladelser

Som det fremgår ovenfor, har Københavns Kommune også meddelt afslag på ansøgninger om opstilling af reklamestandere. Vejdirektoratet har behandlet en klage fra ansøgeren over seks afslag på ansøgninger om opstilling af reklamestandere.

Ansøgeren gjorde i klagen gældende, at der er tale om forskelsbehandling, når kommunen har givet tilladelse til tilsvarende stadepladser, der medførte indbliksgener og ikke tillod passage på begge sider af stadepladsen, at kommunen ikke har begrundet, hvorfor berørte butikker må anses som særligt eksklusive butikker og ”flagship stores”, at det vil være usagligt, hvis der er lagt vægt på indsigelser om, at der kan blive vist reklamer for konkurrerende produkter, og at der ikke kan lægges vægt på indbliksgener i form af refleksioner i vinduespartier, da alt – både forbipasserende mennesker og stationære genstande – i et eller andet omfang vil reflektere.

Kommunens afgørelser var begrundet i en konkret vurdering af, at opstilling af reklamestandere de ansøgte steder ville indebære væsentlige indbliksgener for de nærliggende butikker, og kommunen havde desuden lagt vægt på den enkelte butiks særligt eksklusive placering og karakter af ”flagship store”.

I afgørelsen bemærker Vejdirektoratet i forhold til lighedsprincippet, at kommunen er forpligtet til at træffe afgørelse på baggrund af de konkrete forhold på det sted, hvor hver enkelt reklamestander ønskes opsat. Vejdirektoratet bemærker desuden, at de stadepladser, der var henvist til, ikke kan sammenlignes direkte med reklamestanderne, fordi stadepladserne dels ikke er permanente, dels ikke er tilladt på de samme steder, som reklamestanderne var søgt opstillet på.

I forhold til spørgsmålet om butikkernes eksklusivitet og status som ”flagship store” bemærker Vejdirektoratet, at den enkelte butiks interesse i at undgå indbliksgener kan variere i forhold til butikkens eksklusivitet, men at hensynet til vejens naboer i relevant omfang skal inddrages, og at forholdene må vurderes individuelt.

Vejdirektoratet lægger endelig til grund, at kommunen ikke har lagt vægt på indsigelser vedrørende reklamer for konkurrerende produkter.

Vestre Landsrets dom om reklametavler foran et bolighus

De nye sager fra København kan skabe et billede af, at der først og fremmest er tale om problemer i store byer, hvor der er meget store økonomiske interesser indblandet. Dette behøver imidlertid ikke at være tilfældet.

Det illustreres meget godt af Vestre Landsrets dom fra 2008 (UfR 2008.1359 V), hvor landsretten tog stilling til nogle reklametavler, som Haderslev Kommune havde tilladt opstillet på en offentlig vej nedenfor et bolighus.

I denne sag havde ejeren af bolighuset også gjort gældende, at ejerens rettigheder som facadeejer var krænket, fordi trafikanternes udsigt til bolighuset var begrænset af reklametavlerne. Vejdirektoratet afviste en klage over kommunens tilladelse med den begrundelse, at ejeren ikke var klageberettiget, og med en bemærkning om, at reklametavlerne kun i mindre omfang kunne begrænse udsigten til bolighuset.

Herefter blev sagen indbragt for domstolene.

Byretten mente, at bolighuset ved opstillingen af reklametavlerne i var blevet berørt så væsentligt og individuelt, at der burde have været foretaget en partshøring af sagsøgerne, inden der blev givet tilladelse. Imidlertid vurderede byretten, at det ikke kunne antages, at der i den forbindelse ville være kommet oplysninger frem af væsentlig betydning for kommunens afgørelse. Den manglende partshøring kunne derfor ikke begrunde, at reklametavlerne skulle fjernes.

Landsretten var enig med byretten i, at bolighuset havde en væsentlig og individuel interesse i den præcise placering af reklametavlerne, og at der var pligt til at gennemføre en partshøring. Da den tilladte placering ikke var den eneste mulige placering, havde kommunen ikke løftet bevisbyrden for, at partshøringen ville være uden betydning. Derfor mente landsretten, at kommunens afgørelse var ugyldig.

Kommunens afgørelse var efter landsrettens opfattelse også ugyldig af en anden årsag. Landsretten mente nemlig, at kommunen i forbindelse med vurderingen af, om der kunne gives tilladelse til placeringen af reklametavlerne, havde pligt til at foretage en afvejning af interessen i placeringen over for bolighusets interesse som facadeejere. Landsretten lagde her vægt på, at interessen i opstillingen af reklametavlerne udelukkende var kommerciel, idet skiltene ikke havde nogen færdselsmæssig eller færdselssikkerhedsmæssig funktion. Formålet med reklametavlerne var i sagens natur at fange opmærksomheden hos trafikanterne. Uanset at der var en højdeforskel mellem reklametavlerne, der var placeret lavere i terrænet, og bygningen, fandt landsretten, at Haderslev Kommune ikke havde vægtet bolighusets interesse i et frit indblik fra de forbipasserende tilstrækkeligt højt i forbindelse med tilladelsen.

Opmærksomhedspunkter

Sagerne viser, hvor vigtigt det er, at kommunen er omhyggelig med at foretage de nødvendige vurderinger og afvejninger, navnlig hvis kommunen også har en interesse i sagen (f.eks. en økonomisk interesse eller en interesse i opsætning af en buslæskærm). Derudover er det vigtigt at få gennemført de nødvendige partshøringer og at sørge for, at afgørelsen har en tilstrækkelig begrundelse. Disse forhold gælder både i København og i Haderslev – og alle andre steder.

Hvis du ønsker at tale om tilladelser til opstilling af reklamestandere, er du velkommen til at kontakte artiklens forfatter, René Aggersbjerg.