Sag om erstatning for indbliksgener ved fjernet beplantning på tilkørselsrampe

Da der ikke var enighed om erstatningen, blev erstatningsspørgsmålet i første omgang prøvet ved taksationskommissionen.

Kommissionen var ikke enig med ekspropriationskommissionen og argumenterede for, at der i sagen forelå særlige forhold. Kommissionen mente, at beplantningens formål måtte være at beskytte lodsejeren imod indbliksgener fra tilkørselsrampen. Lodsejer havde ifølge kommissionen ikke selv haft grund til at etablere afskærmende beplantning eller lignende på egen grund, og fjernelsen af beplantningen på vejarealet skulle ses som en direkte konsekvens af det nye anlæg. På baggrund af almindelige naboretlige grundsætninger tilkendtes lodsejer 100.000 kr. i erstatning for indbliksgener, da ulemperne oversteg, ”… hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling”.

Byretten kom frem til det modsatte resultat. Retten mente ikke, at det kunne lægges til grund, at beplantningen var etableret for at beskytte ejendommen mod indbliksgener og fremførte, at der ikke havde været noget til hinder for, at ejeren i perioden selv havde etableret afskærmende beplantning.

I forhold til den naboretlige begrundelse fremførte byretten, at ejendommens placering medførte, at man ud fra den almindelige samfundsudvikling måtte forvente, at der kunne ske ændringer i vejanlægget, og at tålegrænsen ikke blev anset for overskredet: ”Omlægningen af tilkørselsrampen og samtidig fjernelse af beplantningen har som led i den almindelige samfundsudvikling derfor været forventelig og påregnelig for grundejer.”

Landsretten lagde derimod blandt andet vægt på, at Vejdirektoratet ikke havde løftet bevisbyrden for, at formålet med beplantningen ikke var at afskærme ejendommen mod indbliksgener. Det var landsrettens opfattelse, at ulemperne i form af indbliksgener oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling, og landsretten fandt derfor ikke grund til at tilsidesætte taksationskommissionens afgørelse. Retten lagde vægt på fremlagte fotos, grundejers forklaring og det forhold, at vej og tilkørselsrampe ligger højt i forhold til haven, hvilket altså ifølge retten medførte så store indbliksgener, at de oversteg den naboretlige tålegrænse og dermed var erstatningspligtige.

Højesteret var enige med byretten: Fjernelsen af beplantningen på vejarealet oversteg ikke hvad grundejer ”… med rimelighed har måttet påregne som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet”.

Højesteret slår fast, at det er det helt klare udgangspunkt, at vejmyndigheden kan fjerne beplantning på vejarealer, uden at naboer dermed kan kræve erstatning for ulemper.

Som beskrevet indledningsvist er dommen principiel, da højesteret jo fastslår, at vejmyndigheden – som det helt klare udgangspunkt – ikke er erstatningspligtig over for naboer, når den fælder beplantning beliggende på vejarealet. Vi kan dermed også udlede af dommen, at der (ikke overraskende) godt kan opstå situationer, hvor den naboretlige tålegrænse modsat overskrides.

Men udgangspunktet er altså, at man som nabo til et vejareal ikke (nødvendigvis) skal tage eksisterende og i praksis afskærmende beplantning på vejarealer for givet – beplantningen kan ikke opfattes som en beskyttet ret.

På samme vis er man som grundejer jo heller ikke herre over hvilke dispositioner, der foretages på private naboejendomme, så længe der disponeres efter gældende lovgivning, hvad end man bryder sig om det eller ej. Naboretten beskytter grundejere i situationer, hvor den naboretlige tålegrænse overskrides den almindelige samfundsudvikling taget i betragtning. Det er reguleret i en omfattende retspraksis.