Ny ekspropriationsproceslov på vej – LE34 kommer med vigtigt høringssvar

Generelt er det positivt, at der er politisk fokus på at optimere ekspropriationsprocessen og forbedre borgernes opfattelse af den retssikkerhed, som vi dog mener, at det eksisterende system også indeholder. 

De foreslåede ændringer er på flere måder en forbedring af processen, eksempelvis:

• Samling af processerne i én lovgivning
• Ensartet terminologi mellem den statslige og kommunale proces.
• Ønsket om at harmonisere erstatningspraksis mellem det statslige og kommunale niveau

Der er dog afgørende punkter, hvor vi mener, at lovudkastet er en ulempe for anlægsmyndighederne og de berørte grundejere.

Der er med lovforslaget et ønske om at skabe sammenhæng mellem erstatningsniveauerne for statslige og kommunale ekspropriationer. Det giver god mening, da grundejerne skal behandles ens, uanset hvilken offentligt bygherre de berøres af.

Det fremmes ved, at Statens Ekspropriationskommissioner fremover skal være 1. instans, når der ikke kan opnås et erstatningsforlig. Derved nedlægges de kommunale taksationskommissioner.

Det er en fornuftig ændring, hvis de statslige kommissariater også tilføres mærkbare ressourcer, så de har mulighed for at skabe en reel organisation omkring de kommunale sager. Der er i forvejen betydelige ventetider på håndteringen af de statslige ekspropriationer som følge af den store arbejdsmængde som de relativt få medarbejdere i forvejen er underlagt.

Lovudkastet lægger dog op til, at kommunerne ikke kan anke kommissionens erstatningsbeløb. Det er en markant ændring af gældende ret, og vi savner forklaring på, hvorfor denne ankemulighed skal fjernes, da vi ikke ser, at kommunerne i dag har en usund brug af ankemuligheden i taksationssystemet. 

I de situationer, hvor der ikke kan opnås frivillige erstatningsforlig, er der i lovforslaget lagt op til, at kommunerne ikke kan træffe ekspropriationsbeslutningen, før Ekspropriationskommissionen har fastlagt et erstatningsbeløb for de pågældende ejendomme. Det er en meget vidtgående ændring af gældende ret!

Det betyder reelt, at anlægsopstarten skal afvente en travl ekspropriationskommission, der måske først kan beramme et kommunalt projekt 6-7 måneder ude i fremtiden.

Det får stor betydning for udbudsprocesserne, hvis kommunerne ikke længere kan forudse, hvornår projektarealerne kan frigives til entreprenørerne. Det medfører, at kommunerne i mange tilfælde kan risikere at skulle betale store summer til entreprenører, der ikke kan starte op som forudsat i udbuddet.  

Vi har i høringssvaret skrevet, at det ikke har betydning for borgernes retssikkerhed, hvis kommunerne får mulighed for at træffe en ekspropriationsbeslutning og gå i jorden inden taksationsmøderne, som det er muligt i dag.

Ekspropriationskommissionerne skal nemlig ikke vurdere ekspropriationernes lovlighed. Det gøres som 1. instans ved Klagenævnet for ekspropriation og taksation, og her har en klage ikke opsættende virkning. Derfor bør en klage over erstatningens størrelse heller ikke have en de facto opsættende virkning, som der er lagt op til.

Vi har anført i høringssvaret, at det rent faktisk skaber en hurtigere samlet proces, hvis kommunerne har mulighed for at træffe ekspropriationsbeslutning inden Ekspropriationskommissionens erstatningsafgørelse. Så har grundejerne nemlig mulighed for at indbringe spørgsmålet om lovligheden for klagenævnet tidligere, end det er tilfældet i lovudkastet, hvor de skal afvente resultatet af taksationsmøderne for at kunne gøre dette.

Vi frygter, at konsekvensen af denne tunge proces bliver, at kommunerne får en meget stor interesse i at opnå forlig med de berørte grundejere. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i, for det har de også i dag, hvor der bruges mange ressourcer på forligsforhandlingerne.

Det bliver bare ikke en sund forhandlingssituation, når de indsigtsfulde lodsejere ved, at det vil medføre en tung og langstrakt proces med udskydelse af anlægsopstart, hvis der ikke opnås et forlig.

Grundejerne har så en åbenlys interesse i at forhale processen for til sidst at komme med høje krav for at indgå forlig. Den pågældende kommune kan så desværre have en væsentlig økonomisk interesse i at imødekomme sådanne (måske ublu) krav for at holde fremdriften i tidsplanen – det kan nemlig være betragteligt dyrere at udsætte anlægsopstarten som nævnt ovenfor.

Det undgår vi i dag, hvor kommunerne har mulighed for at træffe en ekspropriationsbeslutning og igangsætte anlægsarbejdet, inden erstatningerne er endeligt fastlagte i taksationssystemet. Denne mulighed er helt afgørende for, at der kan udarbejdes valide tidsplaner tidligt i processen.     

LE34 har foreslået, at dette centrale princip videreføres i den nye lovgivning. Det opretholder momentum i anlægsprojekterne, og borgerne opnår også bedre sikkerhed for at blive behandlet lige, når kommunerne ikke kan presses ud i en situation, hvor de må betale overpris til de lodsejere, der kender og udnytter systemet.

Det er positivt, at der er fokus på at skabe en mere gennemsigtig proces for grundejerne, så de kan overskue, hvordan de får prøvet spørgsmålene omkring ekspropriationens lovlighed og erstatningens størrelse.

Der er foreslået et enstrenget system, hvor grundejerne kun skal klage ét sted, hvad enten der er tale om en klage over erstatningen eller ekspropriationsbeslutningens lovlighed.

Her skal klageinstansen være fem regionale Klagenævn for erstatning og taksation med én formand og fire medlemmer, der udpeges fra sag til sag.

I forhold til vurderingen af erstatningernes størrelse, så er det vores opfattelse, at de foreslåede klagenævn minder om de nuværende overtaksationskommissioner, hvor de udpegede medlemmer er fuldt ud vurderingskyndige. Vi har derfor ikke haft bemærkninger til dette i høringssvaret.

Vedrørende behandling af klager over ekspropriationens lovlighed har vi dog gjort opmærksom på, at den foreslåede løsning kan få konsekvenser for borgernes retssikkerhed. Når vurderingen af ekspropriationernes lovlighed lægges ned i fem regionale klagenævn, vil disse helt naturligt danne deres egen administrative og juridiske praksis. Der er således ikke garanti for en ensartet linje på tværs af nævnene.  

Der mangler også en sikkerhed for, at de fire udpegede medlemmer besidder den fornødne juridiske indsigt til at vurdere komplekse forhold indenfor vej-, plan- og miljølovgivningen samt de juridiske grundsætninger.

Vi har foreslået, at klagenævnene skal indhente en udtalelse fra den nuværende rekursinstans i de enkelte sager. Derved opretholdes en sikkerhed for, at sagen vurderes af personer med de fornødne erfaringer og kompetencer samt at der opnås en ensartethed på tværs af klagenævnene.