Ledninger i nedlagte offentlige vejarealer – hvem skal betale for omlægninger?

Når en offentlig vej nedlægges, skal kommunen iagttage hensynet til eventuelle ledningsejere i vejarealet. Der gælder en særlig hensynspligt til ledningsejeren, som vi tidligere har behandlet i artiklen ’Hvad sker der med ledningerne, når veje nedlægges?’

Efter vejlovens § 127, stk. 3 har ledningsejere krav på, at kommunen lader tinglyse en ledningsdeklaration på det nedlagte vejareal. Det kan i praksis ske ved, at kommunen laver et LER-udtræk for vejarealet og herefter orienterer eventuelle ledningsejere om muligheden for tinglysning. Det er ledningsejeren, der skal afholde udgifterne.

I forbindelse med tinglysning af en ledningsdeklaration i et nedlagt vejareal, kan der opstå tvivl om, hvilke vilkår ledningerne skal tinglyses under. Før nedlæggelsen var de omfattet af vejlovens gæsteprincip. Det betyder, at ledningsejeren skal betale for omlægninger, når vejmyndigheden iværksætter arbejder, der er inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, jf. vejlovens § 77.

Det fremgår ikke af vejloven, hvilke vilkår ledningen ligger på efter nedlæggelsen, og det bedste fortolkningsbidrag der har været til spørgsmålet, har ind til nu været to afgørelser fra Transportministeriet, herunder afgørelse af 9. marts 2012, som der også henvises til i dommen.

Afgørelserne slår fast, at ledninger beliggende i et vejareal efter nedlæggelsen af vejen ligger på de vilkår, der følger af det ulovbestemte gæsteprincip – og altså ikke længere vejlovens. Det skyldes helt grundlæggende, at arealet ikke længere er omfattet af vejlovens anvendelsesområde, som alene er offentlige veje og stier, jf. lovens § 2.

En grundejer fik lov til at købe et mindre vejareal af en kommune med henblik på at udvide sin grund og evt. bygge et anneks. Der var en vandforsyningsledning beliggende i arealet, men vandværket blev ikke orienteret i forbindelse med nedlæggelsen af vejarealet, og ledningerne blev derfor ikke tinglyst. Nogle år senere rettede grundejeren henvendelse til vandværket, da de skulle til at opføre bebyggelse på arealet. Vandværket omlagde en hovedvandledning og kontaktede derefter kommunen og bad dem om at betale omkostningerne på knap 430.000 kroner. Kommunen nægtede at betale, og vandværket indbragte sagen for byretten.

Vandværket er af den opfattelse, at kommunen skal betale for omlægningen, da ledningen også efter vejnedlæggelsen er omfattet af vejlovens gæsteprincip. En ændret anvendelse af arealet, der ikke er begrundet i vejformål, skal dermed bekostes af kommunen. Derudover mener de, at kommunen har handlet i strid med god forvaltningsskik og ikke har opfyldt vejlovens § 127, da de ikke har orienteret vandværket ved nedlæggelsen af vejarealet.

Vandværket gør sammenfattende gældende, at der er grundlag for at antage, at ledningen i det nedlagte vejarealet ikke uden videre går fra at være omfattet af vejlovens gæsteprincip til det ulovbestemte gæsteprincip. De vil altså ikke acceptere en ændring i de vilkår, som ledningen oprindeligt blev anbragt efter, og de mener dermed ikke, at erhververen af arealet skal have en ”bedre” ret, end hvad vejmyndigheden havde før nedlæggelsen.

Vandværket fremhæver, at det ulovbestemte gæsteprincip tilbyder ledningsejere en væsentligt ringere retsstilling og samtidig grundejeren en væsentlig bedre retsstilling end vejlovens gæsteprincip.

Kommunen mener overordnet, at ledningerne overgik til at være omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip efter nedlæggelsen af vejen, da vejlovens gæsteprincip alene finder anvendelse i veje og stier og ikke nedlagte vejarealer. De begrunder det bl.a. med, at der efter vejlovens gæsteprincip er meget vide muligheder for at kræve en ledning flyttet i et vejareal, mens det i et nedlagt vejareal de fakto er umuligt for en grundejer at kræve en ledning flyttet på ledningsejerens bekostning, hvis den fortsat ligger under vejlovens gæsteprincip, og det dermed alene er formål efter vejloven, der kan begrunde en flytning. Erhververen vil derfor få en langt ringere retsstilling end overdrageren.

Ledningen ligger altså på gæstevilkår, som ikke ”forsvinder” ved nedlæggelsen af vejarealet.

I forhold til tinglysning, så mener kommunen, at initiativet skal komme fra ledningsejeren, og at formålet med tinglysningen alene er at gøre senere erhververe bekendte med ledningens tilstedeværelse og ikke at ændre ledningens retstilstand. De mener derfor ikke, at de har handlet ansvarspådragende ved ikke at oplyse om vejnedlæggelsen.

Det er i øvrigt kommunens opfattelse, at erstatningsspørgsmålet må være mellem vandværket og grundejeren – og ikke kommunen.

Byretten kommer frem til, at overdragelsen af arealet til en privat grundejer ikke ændrer på, at ledningerne har retlig status som ”gæst”, og efter nedlæggelsen af vejarealet derfor er omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip. Det er altså i tråd med Transportministeriets udtalelse.

Retten henviser til vejlovens forarbejder, hvor det nævnes, at formodningen er, at forsyningsledninger i vejarealer er placeret vederlagsfrit efter tilladelse fra arealejeren – altså som et gavemoment. Der har i sagen ikke været grundlag for at antage, at arealet ikke har været stillet til rådighed vederlagsfrit, og blandt andre grunde er forudsætningen for at anvende gæsteprincippet derfor til stede.

Retten nævner afslutningsvis, at der ikke er præsenteret oplysninger om byggeprojektet, og at vandværket ikke har dokumentet nødvendigheden af ledningsflytningen.

Kommunen frifindes derfor.

Det er vores opfattelse, at kommunen i sagen har forsømt sin hensynspligt til ledningsejeren – de burde have orienteret dem i forbindelse med nedlæggelsen af vejarealet.

Da dommen fastlægger, at ledninger i nedlagte vejarealer ligger på det ulovbestemte gæsteprincip, ændrer det dog ikke på, at arealejerens ændrede anvendelse af arealet medfører, at ledningsejeren må betale for omlægningen, da de er ”gæster” i arealet.

Spørgsmålet er, om kommuner i forbindelse med nedlæggelse af vejarealer sagligt i et givent salgsmateriale kan stille vilkår om, at ledninger i arealet skal tinglyses med fravigelse af gæsteprincippet. Det vil være i ledningsejernes interesse, men kan forringe arealets værdi væsentligt, såfremt erhververen netop ønsker at erhverve arealet med henblik på bebyggelse.

I netop denne sag kan det virke samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt, at kommunen sælger et nedlagt vejareal til knap 60.000 kroner til ejeren af naboejendommen, hvorefter vandværket betaler knap 430.000 kroner for en ledningsomlægning som følge af ejerens dispositioner over det nedlagte vejareal.

Dommens resultat er en ulempe for ledningsejerne, da de efter vejnedlæggelser kan risikere at skulle bekoste dyre ledningsomlægninger på baggrund af ethvert formål og ikke kun formål efter vejloven.

Vi ved på nuværende tidspunkt ikke om dommen ankes. Ankefristen er den 25. november, og vi vil herefter opdatere artiklen.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte Jonathan Overgaard Markman eller Vibeke Stærdahl Nielsen.