Højesteretsdom: vejret og pligt til at bidrage til vedligeholdelse af en bro

Højesteret har afsagt dom i en sag, hvor en boligforening mente, at en grundejerforening skulle bidrage til vedligeholdelsen af en bro, som førte en vej over en å, ind på boligforeningens ejendom og videre ind i grundejerforeningens område. Grundejerforeningen blev frifundet, da Højesteret ikke mente, at grundejerforeningen havde vejret til vejen på boligforeningens ejendom.

LE34 viser vejen

16.09.2021

Broen, sagen handler om, var opført omkring 1950 og var ikke blevet vedligeholdt siden. I forbindelse med et større byggeri, som boligforeningen havde iværksat, blev der foretaget en vurdering af bæreevnen på broen. Det viste sig, at broen havde behov for en kraftig vedligeholdelse, hvilket kommunen meddelte boligforeningen i 2015.

Boligforeningen mente, at beboerne i grundejerforeningens område brugte broen, og at grundejerforeningen derfor skulle bidrage til vedligeholdelsen af broen. Det fremgår af sagen, at man i forbindelse med udstykningen af boligforeningens område var nødt til at tilvejebringe den nødvendige adgangsvej til offentlig vej. Der blev derfor indgået en overenskomst, hvorefter ejeren af boligforeningens ejendom fik vejret til vejene i grundejerforeningens område. Ifølge overenskomsten skulle ejeren af boligforeningens ejendom bidrage til vedligeholdelse af de veje, som de havde fået vejret til, efter den brug, som de til enhver tid måtte udøve på vejene.

I 2010 endte en retssag mellem parterne med det resultat, at boligforeningen skulle bidrage til vedligeholdelsen af vejene i grundejerforeningens område. I forlængelse af denne dom skrev boligforeningens advokat til grundejerforeningens advokat, at når grundejerforeningens medlemmer bruger boligforeningens vej, vil advokaten, næste gang boligforeningens vej skal vedligeholdes, bede vejmyndigheden om at træffe bestemmelse om, at grundejerforeningens medlemmer skal deltage i udgifterne til vedligeholdelsen.

Det er formentlig baggrunden for, at boligforeningen nu mente, at grundejerforeningens medlemmer skulle deltage i udgifterne til vedligeholdelsen af broen til boligforeningens område.

Grundejerforeningen forsøgte i 2014 at få lukket vejen ved kommunegrænsen, så man ikke kunne bruge vejen mellem grundejerforeningens område og boligforeningens ejendom. Tilsvarende havde boligforeningen opfordret grundejerforeningen til at få lukket vejen ved kommunegrænsen. Lukningen blev dog afvist af politiet, der tilkendegav, at der skulle være to udkørselsveje fra området.

Boligforeningen og grundejerforeningen

Boligforeningen (rød) og grundejerforeningen (gul) er beliggende i to forskellige kommuner (kommunegrænse med blå). Broen, som sagen drejede sig om (rød ring), er den direkte adgangsvej til boligforeningens område, mens den direkte adgang til grundejerforeningens område er en anden bro (gul ring). En vej (stiplet, sort linje) går over broen og igennem begge områder. Vejen er optaget på matrikelkortet i grundejerforeningens område, men fremgår – helt i overensstemmelse med dommen – ikke af matrikelkortet på boligforeningens ejendom.

Byrettens dom

Retssagen kom herefter til at dreje sig om, hvorvidt grundejerforeningen – og dens medlemmer – havde vejret til vejen i boligforeningens område. I byretten blev der afgivet en række vidneforklaringer til støtte for parternes synspunkter, der desuden blev forsøgt underbygget med forskelligt materiale, herunder en udtalelse fra kommunen, hvor kommunen vurderede, at den ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at lægge til grund, at ejendommene i grundejerforeningens område havde vejret til boligforeningens vej.

Byretten konkluderede, at sagen drejede sig om grundejerforeningens forpligtelser til at betale en andel af omkostningerne ved udskiftning af broen.

Byretten henviste herefter til privatvejslovens § 44, hvorefter ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, skal holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Undtaget fra denne forpligtelse er dog ejere, der kan dokumentere, at de ikke har vejret til vejen. Efter privatvejslovens § 10, nr. 5, er en vejret den ret, som den til enhver tid værende ejer af en ejendom har over en privat fællesvej til at benytte den private fællesvej som færdselsareal for ejendommen. Byretten bemærkede, at hverken loven eller dens forarbejder indeholder oplysninger om, hvordan en grundejer dokumenterer, at vedkommende ikke har vejret.

Byretten: Udstykningerne af de to områder fandt sted på forskellige tidspunkter

Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at grundejerforeningens område var udstykket i 1920, og at ejerne af de udstykkede parceller er medlem af grundejerforeningen. Desuden lagde retten til grund, at boligforeningen efter overenskomsten om boligforeningens vejret var forpligtet til at betale til istandsættelse og vedligeholdelse af vejene i grundejerforeningens område.

På baggrund af vidneforklaringerne lagde retten desuden til grund, at grundejerforeningens medlemmer havde haft et ønske om at lukke vejen ved kommunegrænsen.

Da udstykningerne af de to områder havde fundet sted på forskellige tidspunkter, og broen til boligforeningens ejendom først var opført lang tid efter udstykningen af grundejerforeningens område, fandt byretten, at grundejerforeningen havde løftet bevisbyrden for, at grundejerforeningens medlemmer ikke havde vejret i privatvejslovens forstand til boligforeningens vej.

Da grundejerforeningens medlemmer ikke havde vejret i lovens forstand, og da boligforeningen ikke havde påvist andet grundlag, der kunne begrunde, at grundejerforeningen skulle betale en del af udgifterne til udskiftning af broen, frifandt byretten grundejerforeningen for boligforeningens påstand om, at grundejerforeningen skulle deltage i udgifterne.

Landsrettens dom

Dommen blev anket til landsretten, hvor der var enighed mellem parterne om, at der hverken på privatretligt eller offentligretligt grundlag tilkommer grundejerforeningens medlemmer vejret til boligforeningens vej. Boligforeningen gjorde nu gældende, at spørgsmålet om vejret i mangel af en privatretlig eller offentligretlig aftale om vejret, måtte afgøres på grundlag af de faktiske forhold og den faktiske benyttelse af vejen. De faktiske forhold understøttede, at grundejerforeningen har vejret.

Landsretten lagde efter oplysningerne om det tidsmæssige forløb ved udstykningen til grund, at boligforeningens vej og broen blev etableret i forbindelse med udstykningen af boligforeningens ejendom, og at anlægget af vejen og broen skete af hensyn til adgangsforholdene til boligforeningens ejendom. Dette blev ifølge landsretten støttet af, at de daværende ejere af den ejendom, hvorfra boligforeningens ejendom var udstykket, ved en deklaration fra 1949 påtog sig alle udgifter ved vejens og broens anlæg og den fremtidige vedligeholdelse heraf. En tilsvarende deklaration var ikke tinglyst for grundejerforeningens medlemmer.

Desuden lagde landsretten til grund, at grundejerforeningens område ved udstykningen af boligforeningens ejendom allerede var udstykket og anlagt med egne adgangsveje.

Under disse omstændigheder kunne de faktiske forhold og den faktiske anvendelse ikke føre til, at grundejerforeningen havde vejret til boligforeningens vej, selvom det måtte lægges til grund, at grundejerforeningens medlemmer i et ikke nærmere oplyst omfang også benyttede boligforeningens vej og bro.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Højesterets dom

Højesteret konstaterede, at hele vejen i begge kommuner er privat fællesvej, idet Højesteret henviste til privatvejslovens § 10, nr. 3, hvorefter en privat fællesvej er en vej, der ikke er en offentlig vej, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.

I dommen henviste Højesteret ligesom byretten til bestemmelserne i privatvejslovens § 44 og § 10, nr. 5, om grundejernes pligt til at vedligeholde private fællesveje og om vejret. Højesteret bemærkede, at det følger af forarbejderne til bestemmelserne, at spørgsmålet om, hvorvidt en konkret grundejer har vejret til en privat fællesvej, som udgangspunkt er et privatretligt spørgsmål, som afhænger af de indgåede aftaler mv. En vejret kan også være tildelt på offentligretligt grundlag, f.eks. ved ekspropriation, ved nedklassificering af en offentlig vej til privat fællesvej eller (i byområder) ved, at kommunen har tildelt vejretten (vejudlæg).

Højesteret fandt herefter, at vejret efter privatvejsloven og dens forarbejder alene kan stiftes på privatretligt grundlag (ved aftale eller hævd) eller på offentligretligt grundlag (f.eks. ved vejudlæg eller ekspropriation). De faktiske forhold og den faktiske anvendelse af en privat fællesvej kan – når der ikke er tale om en sag om erhvervelse af hævd til færdsel – ikke i sig selv stifte en vejret.

Højesteret: Faktiske forhold fører ikke til stiltiende aftale om vejret

I det omfang, det ikke er muligt på anden måde entydigt at klarlægge, hvem der har vejret til en privat fællesvej, f.eks. ved eftersyn af tingbogen eller henvendelse til kommunen eller Geodatastyrelsen, kan det dog efter omstændighederne indgå i den bevismæssige vurdering af, om der må anses for at være indgået en – eventuelt mundtlig eller stiltiende – aftale om vejret, at en ejendom faktisk har adgang til en privat fællesvej, som ejendommen grænser til, og at ejeren af ejendommen anvender den private fællesvej. Det må dog samtidig indgå, at private fællesveje efter forarbejderne til privatvejsloven som udgangspunkt lovligt kan benyttes af andre end de vejberettigede, da vejene i vidt omfang indgår i det almindelige vejnet. Den faktiske anvendelse vil derfor navnlig kunne være bevismæssigt relevant, hvor den private fællesvej er eneste eller væsentligste adgangsvej til en ejendom.

Højesteret bemærkede, at parterne var enige om, at der hverken på privatretligt eller offentligretligt grundlag tilkom medlemmer af grundejerforeningen en vejret til vejen på boligforeningens ejendom.

Boligforeningen havde gjort gældende, at de faktiske forhold og den faktiske anvendelse i sig selv medfører vejret for grundejerforeningen og dens medlemmer, og at foreningen derfor skal bidrage til omkostningerne til udskiftning af broen. Boligforeningen henviste i denne forbindelse navnlig til en vejledende udtalelse fra Vejdirektoratet om, hvordan man dokumenterer, at man ikke har vejret.

I udtalelsen konstaterede Vejdirektoratet blandt andet, at de faktiske forhold på vejen naturligt vil indgå i kommunens vurdering af, om en grundejer har løftet bevisbyrden for, at vedkommende ikke har vejret. Etablering af en adgang til en vej må f.eks. opfattes som udtryk for, at grundejeren mener at have vejret til vejen.

Højesteret fandt som nævnt, at de faktiske forhold og den faktiske anvendelse ikke i sig selv kan stifte en vejret. Højesteret fandt endvidere, at der efter bevisførelsen om disse forhold ikke er grundlag for at fastslå, at der foreligger en stiltiende aftale mellem boligforeningen og grundejerforeningen om vejret for grundejerforeningen og dens medlemmer til vejen på boligforeningens ejendom.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens (og dermed også byrettens) dom

LE34's kommentar: Matrikulær historie kan have stor betydning for vejretsspørgsmålet

Højesteret slår med dommen fast, at der ikke kan stiftes en vejret alene på grundlag af faktisk brug af en vej. Faktisk brug af en vej vil derfor først og fremmest være relevant, når vejen er den eneste eller den væsentligste adgangsvej til en ejendom. I den situation, hvor vejen er eneste adgangsvej, vil vejretten være beskyttet af lov om private vejrettigheder, hvis vejen også er optaget på matrikelkortet.

Sagen er et klart eksempel på, at den matrikulære historie kan have stor betydning for, om det kan dokumenteres, at en ejendom ikke har vejret til en privat fællesvej.

I denne sag er det bemærkelsesværdigt, at Højesteret finder, at hverken grundejerforeningen eller dens medlemmer har vejret til vejen, men samtidig slår fast, at den del af vejen, der ligger på boligforeningens ejendom, og som ikke er optaget på matrikelkortet, alligevel er privat fællesvej. Det fremgår ikke af Højesterets dom, hvem der i givet fald har vejret til denne del af vejen. Det taler for, at denne del af vejen næppe er privat fællesvej.

Det er også interessant, at sagen var anlagt af boligforeningen mod grundejerforeningen og ikke mod medlemmerne af grundejerforeningen. Grundejerforeningen ejer ikke nogen ejendom, og kan derfor ikke være vejberettiget (i hvert fald ikke i privatvejslovens forstand). Det er kun grundejerforeningens medlemmer, der kan være vejberettigede.

For at være vedligeholdelsespligtig vedrørende private fællesveje i byer og bymæssige områder skal man som udgangspunkt eje en ejendom, som grænser til den del af en privat fællesvej, der skal vedligeholdes. Dette forhold er tilsyneladende blevet overset under hele sagen.

Desuden er privatvejslovens § 47, stk. 4, om vedligeholdelse af særlige elementer ikke nævnt i dommen. Denne bestemmelse kunne have været relevant i forhold til en kommunal afgørelse om vedligeholdelse af broen.