Hævd og private fællesveje (og andre veje)

Det er i retspraksis slået fast, at der ikke kan vindes hævd på forhold, der er i strid med lovgivningen. Men hvad betyder det i forhold til muligheden for eventuelt at vinde hævd på et vejareal? Det løfter en dom fra Vestre Landsret sløret for. Dommen viser, at der kan vindes hævd på vejarealer, selvom det forhold, der er grundlaget for hævden, er i strid med lovgivningen. Hvis det lyder mærkeligt, så læs denne artikel og få forklaringen.

LE34 viser vejen

31.08.2022

I 2001 slog Højesteret fast (UfR 2002.297/2 H), at der ikke kunne vindes hævd på retten til motorkørende færdsel i en statsskov. Højesteret henviste i sin begrundelse for dommen til, at det siden gennemførelsen af en lov fra 1918 om motorkøretøjer kun har været lovligt at færdes med motorkøretøjer på skovveje i statsskovene med særlig tilladelse eller efter anvisning fra statsskovvæsenet.

En grundejer, der var nabo til en statsskov, havde gennem et hul i et dige til skoven benyttet en skovvej som genvej til en landevej. Genvejen var både blevet brugt til bilkørsel og til cyklende og gående færdsel.

Under henvisning til forbuddet, der blev indført med loven fra 1918, slog Højesteret fast, at grundejeren og de tidligere ejere af hans ejendom ikke efter 1918 har kunnet vinde hævd på bilkørsel i strid med den offentligretlige regulering. Det blev også slået fast, at der ikke var vundet hævd på en ret til færdsel med motorkøretøjer før 1918.

I forhold til den cyklende og gående færdsel slog Højesteret fast, at enhver siden 1917 har haft ret til at færdes til fods i statsskovene og siden 1939 også ret til færdsel på cykel. Det har derfor i disse perioder ikke været muligt at vinde hævd på en ret til gående og cyklende færdsel.

Da retten til gående og cyklende færdsel i statsskovene ikke omfatter en ret til passage af et skovdige fra en naboejendom, tog Højesteret også stilling til, om der var vundet hævd på retten til passage. Her fandt Højesteret, at åbningen i skovdiget var en synbar indretning, og at det derfor var muligt at vinde hævd på retten til passage gennem åbningen.

Efter vidneforklaringerne lagde Højesteret til grund, at grundejeren og tidligere ejere havde færdedes til fods og på cykel gennem skovdiget i mere end 20 år. Grundejeren havde herefter vundet hævd på retten til at færdes gennem skovdiget til fods og på cykel.

Resultatet var herefter, at grundejeren ikke kunne vinde hævd på en ret til bilkørsel i skoven, da bilkørsel i statsskoven var i strid med lovgivningen. Grundejeren kunne ikke vinde hævd på en ret til gående og cyklende færdsel i skoven, da dette var tilladt efter lovgivningen. Derimod kunne grundejeren vinde hævd på en ret til at passere et skovdige i forbindelse med gående og cyklende færdsel.

Hævd og offentlige vejarealer

Efter vejlovens § 60, stk. 2, kan der ikke vindes hævd over offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen, medmindre denne hævd er vundet, inden vejarealet blev udskilt.

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den tidligere vejlov og i vejbestyrelsesloven.

Da bestemmelsen blev indført i vejbestyrelsesloven, fremgik det af betænkningen over lovforslaget, at ”stærke samfundsinteresser [taler] for at udelukke hævdserhvervelse mod de offentlige veje. Der kræves nemlig til stadighed en betydelig indsats af økonomisk og administrativ art for at opretholde de offentlige veje i deres nuværende omfang, og en adgang til at vinde hævd mod de offentlige veje kunne under visse forhold bringe dele af det sekundære vejnet i forfald.

Det må derfor anses for påkrævet, at det udtrykkeligt fastslås i loven, at hævd over de i vejregistret optagne vejes arealer ikke kan vindes. Samtidig bør der imidlertid træffes foranstaltninger til klaring af, hvor grænserne mellem den offentlige vej og de tilstødende arealer er beliggende gennem vejenes udskillelse i matriklen”.

Det lovforslag, der blev fremsat, fastslog i § 12, stk. 1, at ”Over de i vejregisteret optagne vejes arealer kan hævd ikke vindes”.

Bestemmelsen blev i forbindelse med behandlingen af lovforslaget ændret, så § 12, stk. 1, i den vedtagne lov havde følgende ordlyd: ”Hævd kan ikke vindes over sådanne i vejregisteret optagne offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen”. Det blev således præciseret, at vejarealet skulle være udskilt i matriklen, før der ikke kunne vindes hævd over det.

Baggrunden for denne præcisering var en henvendelse fra Matrikeldirektoratet, der havde påpeget, at en bestemmelse, hvorefter adgangen til at vinde hævd blev udelukket over offentlige veje, der endnu ikke var udskilt i matriklen, ville medføre betydelige vanskeligheder for både praktiserende landinspektører og Matrikeldirektoratet.

Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan vindes hævd over vejarealet, når en offentlig vej er udskilt i matriklen. Derudover vil der efter retspraksis, som det er kommet til udtryk i Højesterets dom om motorkørsel i statsskovene, ikke kunne vindes hævd på forhold, der kræver en tilladelse eller en godkendelse efter vejlovgivningen. F.eks. vil der ikke kunne vindes hævd på en råden over vejarealet, der kræver en tilladelse.

Hvis der er rådet så længe over vejarealet, at spørgsmålet om hævd kan komme på tale, kan det dog efter omstændighederne ud fra passivitetsbetragtninger blive vanskeligt for en vejmyndighed at nægte at give den nødvendige tilladelse.

Vestre Landsrets dom om brændestablen (UfR 2022.322 V)

Sagen, der nu er blevet afgjort af Vestre Landsret, drejede sig om, hvorvidt en grundejer, som i mange år havde brugt en del af vejarealet på en privat fællesvej til opbevaring af brænde, havde vundet ejendomshævd på arealet eller brugshævd på retten til at anvende arealet til opmagasinering og opbevaring af brænde.

Forklaringer
I byretten forklarede grundejeren, der havde købt sin ejendom i 1989, at han havde benyttet arealet til opbevaring af brænde siden 1995. Han havde troet, at det var grundejerne på vejen, der også ejede vejarealet. Det viste sig dog, at det var en af naboerne, der ejede vejarealet. I 2020 gjorde naboen ham opmærksom på, at brændestablen lå på hendes grund, og at hun ikke var så glad for, at brændet lå der.

Naboen havde købt sin ejendom i 2010. Da hun købte ejendommen, var hun klar over, at hun også fik skøde på vejen. Der lå ikke brænde på vejarealet, da hun købte ejendommen, og hun mente, at grundejeren i perioden 2010-2013 fik leveret færdighugget brænde i sin indkørsel, og vejarealet blev ikke anvendt til opbevaring af brænde i den periode. I perioden fra 2013 til 2020 var der ikke brænde på vejarealet hele tiden, men kun noget af tiden. I 2020 overvejede hun og hendes samlever at anbringe en båd på vejarealet, men det ville grundejeren ikke samarbejde om.

Parterne blev herefter uenige om, hvorvidt grundejeren havde vundet hævd på arealet. Luftfotos viste, at der havde været beplantning på arealet i perioden 1999-2004. I perioden 2008-2012 var beplantningen ændret. Brændestablen kunne ikke ses på luftfotos fra 1999-2012. I de efterfølgende år ses brændestablen på luftfotos bortset fra årene 2015 og 2017, hvor den ikke er tydelig.

Flere vidner forklarede samstemmende, at grundejeren havde brugt vejarealet til opbevaring af brænde i meget lang tid.

Byrettens dom
Byretten lagde til grund, at grundejeren havde anvendt arealet til opbevaring af brænde siden 2013. Grundejeren havde selv forklaret, at han havde anvendt arealet til opbevaring af brænde siden 1995, og samtlige vidner havde forklaret, at der havde været brænde på arealet i så lang tid, de kunne huske, men også, at der i perioder ikke havde været brænde på arealet.

Efter en samlet vurdering af disse forklaringer og de fremlagte luftfotos, der kun viste brænde på arealet i 2013, 2014, 2016, 2018 og 2019, fandt byretten det ikke bevist, at grundejerens råden over arealet havde haft en sådan karakter i 20 år, at han havde vundet hævd på arealet.

Landsrettens dom
Byrettens dom blev anket til landsretten, hvor grundejeren supplerende forklarede, at han godt vidste, at arealet ikke var hans, og at han ikke havde fået tilladelse fra kommunen, men der var heller ikke nogen, der havde sagt til ham, at han ikke måtte opbevare brændet på stedet.

Naboen forklarede, at hun ikke havde set brænde på arealet i forbindelse med købet af hendes ejendom. Efter 2013 havde det været meget forskelligt, hvornår arealet blev benyttet til opbevaring af brænde.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, men mere interessant er det, at landsretten indledningsvis bemærkede, at privatvejslovens § 66 ikke kan antages at udelukke muligheden for hævdserhvervelse i det indbyrdes forhold mellem parterne i denne sag.

Kan der vindes hævd på private fællesveje?

Efter privatvejslovens § 66, stk. 1, kræver det kommunalbestyrelsens godkendelse, hvis man vil anbringe brænde og andre løsøregenstande på en privat fællesvej.

Som det fremgik af Højesterets dom om motorkørsel i statsskovene, kan der ikke vindes hævd på forhold, der er i strid med den offentligretlige regulering.

Når landsretten bemærker, at privatvejslovens § 66 ikke udelukker muligheden for hævdserhvervelse i det indbyrdes forhold, betyder det derfor, at grundejeren i forhold til naboen kunne have vundet hævd på retten til at anvende naboens areal til opbevaring af brænde.

Grundejeren ville således enten kunne vinde hævd på ejendomsretten til arealet (ejendomshævd), så det areal, hvor grundejeren havde opbevaret sit brænde, nu var grundejerens, eller grundejeren kunne få dom for, at grundejeren fortsat kunne bruge arealet til opbevaring af brænde (brugshævd), selvom naboen ikke ville have det.

Men grundejeren ville stadig være nødt til at indhente kommunens godkendelse efter privatvejsloven, da han ikke ville kunne vinde hævd på denne godkendelse.

Dette er helt i overensstemmelse med bestemmelsen i privatvejslovens § 56, stk. 1, hvorefter en godkendelse efter blandt andet privatvejslovens § 66 er udtryk for, at almene offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det godkendte. Kommunens godkendelse indebærer derimod ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede.

Derfor ville kommunen være nødt til at behandle spørgsmålet om godkendelse af brændestablens placering på vejarealet, selvom grundejeren havde fået dom for, at der var vundet hævd i forhold til naboen (vejejeren).

Havde grundejeren fået dom for, at der var vundet hævd, ville det formentlig have været vanskeligt for kommunen at begrunde et afslag på en godkendelse, fordi brændet i givet fald havde været opbevaret på vejarealet i mindst 20 år. Hvis det har kunnet lade sig gøre uden problemer, kan det være vanskeligt at se, hvordan kommunen skulle begrunde et afslag på tilladelse.

Privatvejslovens § 56, stk. 1, indebærer, at to betingelser skal være opfyldt, hvis f.eks. brændestablen skal kunne opbevares på vejarealet.

Offentligretligt skal grundejeren indhente kommunens godkendelse efter § 66, stk. 1.

Privatretligt skal grundejeren i forhold til vejejeren (og eventuelt også de vejberettigede) have ret til at anbringe sit brænde på vejarealet.

I sagen fra Vestre Landsret forsøgte grundejeren i første omgang at få dom for, at det privatretlige grundlag var i orden. Det lykkedes dog ikke, da grundejeren ikke fik medhold i, at der var vundet hævd. Der er ikke umiddelbart grund til at søge kommunens godkendelse, når det privatretlige grundlag ikke er på plads. Selv med kommunens godkendelse, vil grundejeren ikke kunne anbringe sit brænde på vejarealet.

Havde grundejeren derimod fået dom for, at der var vundet hævd, ville det stadig være relevant – og nødvendigt – at indhente kommunens godkendelse, da den også er en forudsætning.