Nu sker det! En ny ekspropriationsproceslov er i høring

Gennemføres ekspropriationen ved ”kommission” eller ”kommunalbestyrelse”? Hvis Transportministeriets lovforslag, der var i høring indtil den 17. november 2025, bliver vedtaget, er det den sondring, der skal benyttes, når lovgrundlaget for en ekspropriationsproces skal findes fra sommeren 2027.

LE34 viser vejen

26.11.2025

Den 14. oktober sendte Transportministeriet to nye lovforslag i høring. Det første udgør en hovedlov, der samler ekspropriationsprocesreglerne fra lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom og vejloven i én ny lov: Ekspropriationsprocesloven. Det andet forslag omfatter ændringer af vejloven og jernbaneloven, der både indeholder konsekvensændringer, som følge af forslaget om den nye hovedlov, samt ændringer, der skal øge borgerbeskyttelsen i forbindelse med statslige vej- og jernbaneprojekter.

Denne artikel vil omhandle lovforslaget om en ny samlet ekspropriationsproceslov, der netop var én af anbefalingerne fra Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 fra juni 2018.

Mere ensartet erstatning på tværs

Måske du husker, at noget tilsvarende var i høring tilbage i 2021, hvor Transportministeriet ligeledes forsøgte at udforme én samlet ekspropriationsproceslov. Det daværende forslag rummede store ændringer på taksationsområdet og blev mødt af kritik. Forslaget blev aldrig vedtaget Nu prøver Transportministeriet igen at gennemføre nogle ændringer på taksationsområdet – denne gang er ændringerne dog knap så vidtgående.

Ændringerne på taksationsområdet vurderes at være den mest centrale ændring udover selve sammenskrivningen. Det fremgår, at de nuværende tre statslige taksationskommissioner og de syv kommunale overtaksationskommissioner skal erstattes med to taksationsklagenævn, hvoraf det ene dækker Jylland, og det andet dækker Øerne. Sammenlægningen til to taksationsklagenævn vurderes at ville bidrage til ensartning af erstatningsudmålingen både på tværs af landet og på tværs af hhv. de statslige- og kommunale ekspropriationer. Det fremgår af lovforslaget, at det forventes, at en sammenlægning vil medføre kortere sagsbehandlingstider – både til gavn for lodsejere og anlægsmyndigheder. Hvorvidt sammenlægningen faktisk fører til en kortere sagsbehandlingstid, må dog vise sig i praksis med afsæt i de tildelte ressourcer til de to taksationsklagenævn.

Et andet ressourcespørgsmål, som må afvente den følgende praksis, er i forhold til, at der fastsættes en frist på seks måneder for, hvornår den matrikulære berigtigelse skal være anmeldt af den Ledende Landinspektør til Geodatastyrelsen. I lovforslaget fremgår således en bestemmelse om, at Ledende Landinspektør har seks måneder til at gennemføre den matrikulære berigtigelse efter anlægsmyndigheden har færdigmeldt det pågældende anlæg. Det bemærkes, at der i forslaget er fremsat mulighed for, at anlægsmyndigheden kan meddele dele af projektet færdigt til matrikulær berigtigelse. Fristen gælder således kun statslige ekspropriationer, og der er ikke en tilsvarende frist, hvad angår de kommunale ekspropriationer.

Ekspropriationsudvalget påpegede i den tidligere nævnte betænkning, at lovgivningen på ekspropriationsområdet i forhold til privat ejendom er kompleks og svær at forstå for almene borgere både som følge af sproglige formuleringer, men også som følge af, at procesreglerne skal findes i forskellige lovgivninger.

Et moderne sprog og et farvel til åstedsforretningen

I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det af indledningen, at hovedformålet med den fremsatte ekspropriationsproceslov er at samle de gældende generelle procesregler vedrørende ekspropriation af fast ejendom i én samlet lov. Yderligere fremgår det, at formålet er, at; ”gøre reglerne mere overskuelige for både borgere, virksomheder og for de anlægsmyndigheder, der eksproprieres til fordel for.”

Med dette in mente går det overordnet godt med lovforslaget, hvad angår at samle reglerne i én samlet proces-lov. Det fremgår videre, at procesreglerne i forbindelse med sammenskrivningen foreslås ”sprogligt ensrettet og moderniseret”.

Af §1 fremgår lovens anvendelse, hvoraf det i stk. 2 specificeres at; ”ekspropriation gennemgøres ved kommission efter afsnit II eller ved kommunalbestyrelse efter afsnit III”. Der kan her stilles spørgsmålstegn ved, om det er en overskuelig måde at indskrive forskellen på hhv. kommunal og statslig ekspropriation. Er det en sondring, man kan forvente, at den almene borger forstår? Man kan frygte, at almene borgere finder det korrekte lovgrundlag, men strander ved ikke at kende forskellen på ”ved kommission” og ”ved kommunalbestyrelse” som alt andet lige retter sig til fagkyndige på området.

Den ensrettede sproglige og moderniserede begrebsforståelse mellem hhv. statslige og kommunale ekspropriationer er derimod tydelig. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at det kommunale begreb ”åstedsforretning” erstattes med ”besigtigelse”. Set fra en borgers perspektiv er ”besigtigelsen” formentligt en af de centrale dele ved en ekspropriation og nu indskrevet med et ord, der ikke bærer præg af det efterhånden ældre ord; åsted. Eftersom lovforslaget ikke rummer begrebsdefinitioner er denne ændring central for den almene borgers forståelse, da det nemmere kan læses ”af ordet”, hvad en besigtigelse indebærer modsat en åstedsforretning.

Nu var muligheden der ellers

Det er ærgerligt, at der med det nye forslag ikke er valgt at gå Vejlovens §112 stk. 2 mere efter i sømmende. Denne er videreført, dog let omskrevet, i forslagets §31 stk. 2.

Det fremgår heraf, at kommunalbestyrelsen, når en ekspropriation har været påklaget, skal indbringe sagen for taksationskommissionen senest fire uger efter klagens afgørelse. Udfordringen er, at det af §30 stk. 1 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal give en frist på mindst fire uger til lodsejers accept af et erstatningsforslag.

Der er således en udfordring i de tilfælde, hvor den kommunale ekspropriation bliver påklaget men erklæret lovlig, og hvor kommunen finder anledning til at revidere det tidligere fremsatte erstatningsforslag – eventuelt baseret på forhold fremkommet under klagesagsbehandlingen.

Det vil vel også – uanset hvad – være naturligt, at kommunen efter klagesagens afgørelse genfremsætter forligstilbuddet. Lodsejer har næppe brugt meget tid på at overveje forligstilbuddet tidligere i processen, da lodsejer har været fokuseret på at klage over ekspropriationsbeslutningen. Kommunen bør således afsøge muligheden for forlig, uanset om bølgerne kan have gået højt i forbindelse med en klagesag.

Med lovforslaget har kommunen (fortsat) ikke mulighed for både at overholde et krav om 4 ugers betænkningstid til lodsejer efter klagesagens afgørelse og samtidig opfylde kravet om rettidig fremsendelse til taksationskommissionen. Man kan derfor undre sig over, at man ikke har valgt at ændre på ordlyden af §31 stk. 2 og give en frist på otte uger for fremsendelse til taksationskommissionen, uanset om ekspropriationen er påklaget eller ej.

Ekspropriationen får sin egen velfortjente lov

Overordnet set har forslaget om en ny ekspropriationsproceslov således ikke indflydelse på gældende retsstilling, men sammenskriver således de nuværende kommunale ekspropriationsproces-regler, der fremgår af vejloven med de statslige, der fremgår af ekspropriationsprocesloven.
Den konkrete hjemmel til at ekspropriere en bestemt rettighed over fast ejendom findes stadig i rækken af forskellige love f.eks. i anlægslove, miljøbeskyttelsesloven, planloven, elforsyningsloven, vandløbsloven mm.

Såfremt lovforslaget bliver stemt igennem vil den træde i kraft d. 1. juli 2027. Det vil være de hidtil gældende regler, der gælder, for de ekspropriationer og taksationsforretninger, der er under behandling før lovens ikrafttræden.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte Janni Andreasen.