Detailprojekter for private fællesveje

Der er i de senere år dukket en række spørgsmål op, som på den ene eller den anden måde har relation til bestemmelsen om, at kommunen skal godkende et detailprojekt, før vejen må anlægges eller tages i brug.

Det må antages, at enhver, der har retlig interesse i at få godkendt et detailprojekt, kan fremsende et projekt til kommunens godkendelse. Kommunen vil som vejmyndighed være forpligtet til at tage stilling til et projekt, der er fremsendt af en part med retlig interesse, og kommunen kan således ikke afvise at tage stilling til projektet med henvisning til, at der f.eks. ikke er indhentet samtykke fra vejejeren¹.

Spørgsmålet om, hvem der er part i en sag om godkendelse af et detailprojekt og dermed f.eks. kan klage over godkendelsen, har Vejdirektoratet også taget stilling til. Vejdirektoratet mener, at vejejeren (ejeren af det areal, hvor vejen skal etableres) og den, der søger om godkendelse, vil være parter. Derimod mener Vejdirektoratet ikke, at hverken vejberettigede eller en grundejerforening nødvendigvis må anses som parter i sagen, selvom de vil skulle vedligeholde vejen fremover. En fremtidig vedligeholdelsespligt er således ikke tilstrækkeligt til at være part².

Når kommunen behandler et detailprojekt og skal tage stilling til, om projektet kan godkendes, skal kommunen foretage en vejteknisk og færdselsmæssig vurdering.

Hvis der ikke er almene offentligretlige hensyn af vejteknisk og færdselsmæssig art, som taler imod en godkendelse, skal kommunen godkende projektet³.

I forbindelse med godkendelsen af detailprojektet påser kommunen, at projektet lever op til de krav til vejens standard, som vejmyndigheden efter privatvejslovens § 45 kan kræve for, at vejen er i god og forsvarlig stand⁴.

Hvis detailprojektet ikke betyder, at vejen vil være i god og forsvarlig stand, kan vejmyndigheden afvise at godkende projektet⁵.

Kommunen skal ikke ved vurderingen af, om et detailprojekt kan godkendes tage hensyn til privatretlige aftaler mellem f.eks. en udstykker (sælger) og grundejerne (køberne) om kvaliteten af vejen⁶.

Kommunens godkendelse efter § 41 af et detailprojekt for vejen er udtryk for, at vejen vil være i god og forsvarlig stand, hvis den anlægges i overensstemmelse med detailprojektet. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at detailprojektet beskriver anlæg af en vej i en bedre stand, end vejmyndigheden efter privatvejslovens § 45, stk. 2, kan kræve vejen vedligeholdt i⁷. En mangelfuld udførelse af det godkendte detailprojekt vil derfor ikke nødvendigvis være udtryk for, at det fysiske vejanlæg ikke er i god og forsvarlig stand i forhold til den færdsel, der er og skal være på den private fællesvej⁸.

Godkendelsen er udtryk for, at vejen, hvis den anlægges i overensstemmelse med det godkendte detailprojekt, vil leve op til de krav, som kommunen kan stille til vejens stand og dermed vil være i god og forsvarlig stand⁹. Godkendelsen betyder derimod ikke, at kommunen kræver vejen anlagt eller taget i brug som privat fællesvej¹⁰.

Kommunens godkendelse er en såkaldt offentligretlig afgørelse. Kommunen kan ikke tage stilling til, om ansøgeren på privatretligt grundlag har ret til at udnytte godkendelsen og anlægge vejen. Godkendelsen giver således ikke i sig selv modtageren en ret til – fysisk – at gennemføre projektet¹¹.

Om en grundejer mod de øvrige grundejeres protest kan bestemme, hvordan og hvornår vejen skal anlægges, og hvem der skal udføre arbejdet, må afgøres efter almindelige privatretlige regler¹². Det er således i udgangspunktet et privatretligt anliggende, hvornår og hvordan et areal, der er udlagt til fremtidig brug som privat fællesvej, skal tages i brug og/eller anlægges. Uenighed mellem ejeren af arealet og de vejberettigede må i givet fald afgøres af domstolene¹³.

En godkendelse giver ikke kommunen hjemmel til over for modtageren at rejse krav om anlæg af vejen. Kommunen kan således kun kræve, at vejen ikke må bruges, før vejen er anlagt i overensstemmelse med det godkendte detailprojekt¹⁴.

Privatvejsloven indeholder ikke bestemmelser om, at vejmyndigheden skal godkende de faktisk udførte anlægsarbejder, før vejen tages i brug¹⁵.

Der er i privatvejsloven intet krav om, at en privat fællesvej skal anlægges eller tages i brug i hele det udlagte vejareals bredde. Der er heller ikke krav om, at vejen skal anlægges i en sådan bredde, at man f.eks. kan køre med trailer på den. Et udlagt areal af en privat fællesvej, som endnu ikke er anlagt eller taget i brug som privat fællesvej, kan ikke anvendes af de vejberettigede til færdsel.

Hvis en større del af vejudlægget ønskes anlagt som vej, skal der sendes et detailprojekt til kommunen med nærmere beskrivelse af den ønskede opbygning af vejen, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding mv., jf. privatvejslovens § 41, stk. 1¹⁶.

Hvis en privat fællesvej ikke er anlagt i overensstemmelse med det godkendte detailprojekt, kan kommunen meddele påbud i medfør af privatvejslovens § 41 om, at vejen ikke må bruges. Et sådant påbud vil først og fremmest berøre de aktuelle brugere af vejen, dvs. ejerne af de vejberettigede ejendomme¹⁷.

Er vejen taget i brug, kan kommunen som vejmyndighed vurdere, om vejen er i god og forsvarlig stand, som vejen forefindes. Det følger af privatvejslovens § 45, stk. 1. Hvis kommunen vurderer, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand, kan den kræve vejen vedligeholdt efter reglerne i privatvejslovens kapitel 9, §§ 44-55, hvilket betyder, at udgifterne til færdiggørelsen af vejen fordeles blandt ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret¹⁸.

Såfremt en privat fællesvej ikke er anlagt i overensstemmelse med det godkendte detailprojekt, kan kommunen, som det fremgår af privatvejslovens § 99, stk. 1, enten retligt lovliggøre det eksisterende anlæg eller kræve det fysisk lovliggjort. En fysisk lovliggørelse vil indebære, at kommunen i den mellemliggende periode meddeler påbud i medfør af privatvejslovens § 41 om, at vejen ikke må bruges. Et sådant påbud vil først og fremmest berøre de aktuelle brugere af vejen, dvs. ejerne af de vejberettigede ejendomme, som ikke lovligt ville kunne komme til deres ejendomme.

Når ejendomme i et udstykningsområde er solgt til tredjemand, og den private fællesvej er taget i brug bl.a. som adgangsvej til disse ejendomme, vil en fysisk lovliggørelse efter privatvejslovens § 99, stk. 1, have uforholdsmæssige store konsekvenser for grundejerne.
Det er baggrunden for den faste praksis, at sådanne problematikker løses efter reglerne i privatvejslovens kap. 9.

Hvis kommunen vurderer, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand, fordi de minimumskrav, som kommunen har stillet til detailprojektet for den pågældende vej, ikke er opfyldt, kan den kræve vejen vedligeholdt efter reglerne i privatvejslovens kapitel 9, §§ 44-55, hvilket betyder, at udgifterne til afhjælpning af mangler ved vejen fordeles blandt ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret¹⁹.

Kommunens mulighed for efter privatvejslovens bestemmelser at pålægge en udstykker at færdiggøre et vejanlæg bortfalder i forbindelse med salget af ejendommene og de overgår til de nye ejere. Der er således ikke hjemmel i loven til, at kommunen retter krav mod en udstykker, som ikke længere ejer en tilgrænsende ejendom²⁰.

Det er herefter et privatretligt spørgsmål mellem køberne og sælgeren, om vejen er anlagt som beskrevet i købsaftalen, eller om der er fejl og mangler ved det anlagte vejanlæg. I sidste ende er det kun domstolene, som kan tage stilling til dette spørgsmål. Hverken Vejdirektoratet eller kommunen kan tage stilling til dette²¹.

Privatvejsloven indeholder ikke bestemmelser om formel overdragelse af nyanlagte private fællesveje til grundejerne, eller om at en vejmyndighed (kommunen) skal føre tilsyn med og efterfølgende godkende, at private fællesveje er anlagt i overensstemmelse med et godkendt detailprojekt²².

Hverken Vejdirektoratet eller kommunen som vejmyndighed kan tage stilling til forhold af privatretlig karakter dvs. om udstykkeren som byggemodner af området, hvor den private fællesvej ligger, aftaleretligt i forhold til grundejerne har opfyldt sine forpligtelser til at anlægge vejen i en bestemt stand²³.

I tilfælde hvor en vej er anlagt og taget i brug som en privat fællesvej i by eller bymæssigt område, uden at der foreligger et godkendt detailprojekt, kan kommunen gøre følgende:

Den kan enten kræve, at brugen af vejen ophører, indtil kommunen har godkendt et detailprojekt. Dette betyder, at ejere af tilgrænsende ejendomme til vejen ikke kan komme til deres ejendomme.

Alternativt kan kommunen notere sig, at vejen har været taget i brug (selv om der fejlagtigt ikke har været forelagt et detailprojekt til godkendelse), og herefter tage stilling til, om vejen i den foreliggende stand er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Hvis kommunen ikke mener, at vejen er det, kan den kræve, at grundejerne vedligeholder vejen.

Færdiggørelsesarbejde, der gennemføres, efter at vejen er taget i brug, må betragtes som vedligeholdelsesarbejder²⁴.

Grundejere, der anlægger vejen eller tager den i brug uden et godkendt detailprojekt, kan straffes med bøde, jf. privatvejslovens § 98, stk. 1, nr. 1.

Kommunen kan i forbindelse med sin godkendelse af detailprojekt for anlæg af den private fællesvej pådrage sig et erstatningsansvar, hvis den ikke lever op til sit ansvar som vejmyndighed. Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har pådraget sig et sådant myndighedsansvar, f.eks. fordi kommunen har godkendt et utilstrækkeligt detailprojekt, kan kun domstolene træffe afgørelse om. Erstatningsansvar er således ikke reguleret i privatvejsloven²⁵.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte René Aggersbjerg.