Treparten må ikke spænde ben for fremtidens naturambitioner

Debatindlæg af Gert M. Henningsen, Landinspektør og forretningschef for Miljø, Plan & Jura i LE34

Treparten bør kun være et skridt på vejen mod bedre klima, natur og biodiversitet. De beslutninger, politikerne træffer om arealanvendelse, må ikke ske i opdelte siloer, skriver Gert M. Henningsen.

LE34 VISER VEJEN

01.01.2025

Tiden er knap

Vi har i årevis talt om behovet for at handle på vegne af klimaet, naturen og biodiversiteten. Nu ser vi reel, politisk handling i form af Den Grønne Trepart, som dog risikerer at blive bremset af manglende koordinering og overblik.

Hvis vi skal lykkes med at omlægge omkring 400.000 hektar landbrugsjord til natur, skov og vådområder – et område på størrelse med Fyn og Bornholm – kræver det, at alle aktører samarbejder tæt og tænker længere frem end trepartens målsætninger.

Folketinget har sat kommunerne for bordenden, hvor de har fået en hasteopgave af dimensioner. De 23 lokale treparter, som blev nedsat i februar, og som skal omsætte treparten til konkrete forandringer i det danske landskab, skal allerede inden årets udgang udarbejde konkrete omlægningsplaner for, hvordan de vil komme i mål med at reducere udledningen af kvælstof og udtage lavbundsjord.

KL har gjort det klart, at tidsplanen er ”stram,” og at ambitionerne kun kan omsættes til lokal virkelighed, hvis ”vi i fællesskab løfter opgaven”.

Tidligere erfaringer viser desværre, at vi ikke må tage samarbejdet for givet. En evaluering af lavbundsprojekter fra

Det er en evaluering, som understreger behovet for koordinering mellem myndigheder, rådgivere og lodsejere for at undgå forsinkelser og lokal modstand. Det er derfor afgørende, at vi omfavner helhedstænkning og tidlig inddragelse af de relevante fagligheder. For treparten vil, hvis vi gør det rigtigt, sikre en omkalfatring af Danmarks arealer, som vi kender dem.

Trepartens arealer kommer under pres

Det er ikke alene tid og koordinering, som kan skabe udfordringer.
Vi står også med et massivt pres på Danmarks arealer. Vi ved fra Teknologirådet, i dag Democracy X, at forventningerne om fremtidens udvikling og de velmente ønsker om vækst og forbedring af naturen, landskabet og fritidslivet fylder 130 til 140 procent af Danmarks areal.
Med andre ord: Vi har allerede flere behov end arealer. Det betyder, at beslutningerne, som politikerne træffer om arealanvendelse, ikke må ske i opdelte siloer.
Vi må samtidig erkende, at treparten kun er et skridt på vejen mod, at vi i langt højere grad prioriterer klimaet, naturen og biodiversiteten. Det er blevet meldt ud, at Folketinget i år igangsætter arbejdet med en ny biodiversitetslov, som kan ende med at følge EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, som vi i Danmark har forpligtet os til.
Det er en strategi, som har målsætninger om beskyttelse af 30 procent af EU’s landareal og 30 procent af EU’s havareal, heraf mindst en tredjedel strengt beskyttede områder. Det lægger et yderligere pres på arealerne, som også kan komme i spil med Den Grønne Trepart.
Tænketanken Concito har blandt andet efterlyst en samlet, strategisk tilgang til arealanvendelsen og pointerer i rapporten ’Danmarks Arealer’ fra 2023, at ”der vil blive konkurrence om arealerne, hvis vi ikke tænker os om”.
Det bør derfor stå klart, at uden en helhedsplan for arealanvendelsen risikerer vi, at naturgenopretning, klimaindsatser og landbrugsinteresser ender i konkurrence og konflikter fremfor i koordination.

Fragmenteret planlægning frustrerer

Som en del af den private rådgiverbranche ved vi som landinspektører, hvordan fragmenteret planlægning og manglende gennemsigtighed i projekter fører til frustration og lokal modstand – særligt når lodsejere ikke bliver inddraget tidligt, og når ejendomsretlige hensyn ikke tænkes ind fra begyndelsen. Det gælder ikke kun i lavbundsprojekter, men bredt i arealomlægning.
Vi er derfor den private stemme, som er nødt til at insistere på, at Den Grønne Trepart ikke må blive en isoleret øvelse, men i stedet begyndelsen på en ny tilgang til arealforvaltning i Danmark.
En tilgang, der bygger på tidlig og reel inddragelse af alle relevante aktører – fra biologer til lodsejere – samt adgang til præcise data og faglig viden på tværs af myndigheder og en strategisk, langsigtet planlægning, der i trepartens tilfælde rækker ud over 2030.
For hvis vi kun planlægger efter det første, aktuelle mål om at udtage 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inden for fem år, risikerer vi at spænde ben for de næste, politiske initiativer såsom den nye biodiversitetslov, som Folketinget barsler med.
Treparten kan sikre en omfattende omlægning af Danmarks arealer – på kort og langt sigt. Men kun, hvis vi tager et opgør med silotænkningen og i stedet bygger bro mellem interesser, fagligheder og forvaltninger, sådan at alle aktører, heriblandt biologer, lodsejere, landinspektører og kommuner, formår at udnytte hinandens samtlige styrker. Ellers vil de gode intentioner forvitre sammen med tilliden til, at natur- og klimapolitik kan realiseres i praksis.
Med en stram tidsplan og tusindvis af hektar, der skal omlægges, bliver det derfor samarbejdsevnen, der afgør, om treparten lykkes – eller forsumper.