Er veje, der er optaget på matrikelkortet, private fællesveje?
Kan kommunen som vejmyndighed administrere en vej som privat fællesvej, når vejen er og altid har været optaget på matrikelkortet? Det spørgsmål har Vejdirektoratet taget stilling til i en ny afgørelse, hvor et par nye grundejere til stor fortrydelse for de øvrige beboere i området ikke ville acceptere, at vejen på deres ejendom skulle være en privat fællesvej.
19.04.2021
Ejendommen matr. nr. 18a fik nye ejere i januar 2018. Matr. nr. 18a er, som en ejendomsmægler formentlig ville beskrive det, naturskønt beliggende i landlige omgivelser i et område med søer, skov, golfbane og en nedlagt jernbane ”i baghaven”.
De nye ejere ville tilsyneladende gerne være lidt i fred, så de begyndte, hvad naboerne kaldte en ”privatisering” af vejen på deres ejendom. Ejerne opsatte et skilt med ”privat vej” og anbragte sten i siden af vejen, så muligheden for at bruge vejen til gennemkørsel blev hæmmet. Samtidig bad de nye ejere ifølge naboerne flere personer om ikke at ride eller køre på vejen, selvom disse personer efter naboernes opfattelse havde lovligt ærinde på vejen.
Privat fællesvej
Naboerne mente, at vejen var en privat fællesvej og bad derfor kommunen om at gennemføre et vejsyn, hvor kommunen kunne præcisere, hvordan det var tilladt at bruge vejen. Da vejen var adgangsvej til landbrugsarealer mente naboerne, at den skulle være farbar for normale landbrugsmaskiner (minimum en bredde på 4 meter og en højde på 3,80 meter).
De nye ejere mente, at de kunne forbyde uvedkommende færdsel. De mente også, at de ikke havde gjort vejen smallere.
Efter en besigtigelse af vejen meddelte kommunen naboerne, at det var kommunens vurdering, at vejen var i god og forsvarlig stand, og at kommunen som vejmyndighed kun kunne administrere vejen som privat fællesvej i den bredde, som vejejerne anerkender.
Samtidig meddelte kommunen vejejerne, at skilte med teksten ”privat vej” efter praksis i henhold til naturbeskyttelsesloven betragtes som ”skræmmeskiltning”, hvis det ikke samtidig fremgår, at færdsel til fods eller på cykel er tilladt. Kommunen anbefalede derfor vejejerne at bruge et skilt med disse oplysninger. I den forbindelse vedlagde kommunen ”En vejledning om skilte og Offentlighedens adgang til naturen”, hvor skiltet var vist.
Herfra blev sagen optrappet
Vejejerne opsatte det anbefalede skilt, men beholdt samtidig det tidligere skilt med angivelse af ”Nr. 30 – privat vej”. Naboerne mente stadig, at kommunen skulle gribe ind.
Kommunen vurderede, at kombinationen af skiltene kunne indikere, at vejen var en privat vej, der kun måtte bruges i forbindelse med færdsel til og fra nr. 30. Dette kunne betyde, at vejen – som kommunen på dette tidspunkt betragtede som privat fællesvej – ikke var i god og forsvarlig stand. Kommunen meddelte derfor vejejerne, at kommunen havde til hensigt at kræve skiltet med ”Nr. 30 – Privat vej” fjernet, og at kommunen også overvejede, om det tidligere anbefalede skilt skulle fjernes, hvis det blev håndhævet på en måde, der forhindrede eller generede de vejberettigedes færdsel på vejen.
Ejerne af matr. nr. 18a gik herefter til en advokat. Advokaten svarede kommunen, at ejerne ikke mente, at der var vejberettigede. De, der mente at have vejret, måtte derfor få fastslået deres vejret ved domstolene.
Naboerne henviste til, at rettigheder over fast ejendom, der må antages at være gyldigt stiftet før 1. april 1927, efter tinglysningslovens § 52 bevarer deres gyldighed uden tinglysning. En landinspektør havde overfor naboerne peget på, at det fremgår af bogen ”Private fællesveje”, at ”rettigheder, der er stiftet ved udskiftningen, må opfattes som stiftet på et offentligretligt grundlag, og de falder derfor ind under tinglysningslovens § 52, stk. 1, hvorfor de ikke kan fortrænges af godtroende omsætningserhververe og retsforfølgende kreditorer, selv om de ikke er tinglyst”.
Kommunen anfægtede ikke dette, men mente, at det stadig vil være en forudsætning, at der faktisk er stiftet en ret ved udskiftningen, og at dette ikke er dokumenteret, blot fordi vejen er optaget på matrikelkortet.
Det var på baggrund af oplysningerne om, at vejejerne ikke anerkendte vejberettigede, men at de accepterede færdsel til en mark langs vejen, herefter kommunens vurdering, at der ikke var grundlag for at kræve skiltningen ændret. Samtidig meddelte kommunen vejejernes advokat, at kommunen ud fra sagens oplysninger ikke kunne lægge til grund, at andre end ejeren af marken havde vejret.
Kommunen gjorde advokaten opmærksom på, at ejerne selv havde ageret, som om vejen var privat fællesvej. De havde således ikke anfægtet, at der var vejberettigede, og de havde ændret skiltningen. Samtidig havde vejen været optaget på matrikelkortet siden det første kort fra 1810. Endelig havde kommunen vurderet, at vejen var den væsentligste adgang til en mark langs vejen, og at den derfor opfyldte betingelserne i vejrettighedslovens § 1. Kommunen mente derfor, at den havde haft tilstrækkeligt grundlag for at administrere vejen som privat fællesvej.
Matrikelkort fra 1810
Hele vejforløbet er vist med rødt. Den nordvestligste del af vejen er beliggende på matr. nr. 18a
Afgørelsen fra kommunen
Efterfølgende afspærrede vejejerne vejen med en bom og gravede et hul. Det førte til, at naboerne bad kommunen om at lave et vejsyn hurtigst muligt. I den forbindelse havde én af naboerne henvendt sig til en advokat, der også bad om et vejsyn og samtidig gjorde gældende, at dokumenter fra udstykningen af ejendommene i årene omkring 1810 viste, at vejen dengang var udlagt ved offentlig foranstaltning.
På baggrund af bemærkningerne fra parterne traf kommunen herefter afgørelse, hvor kommunen afviste naboernes anmodning om vejsyn, idet kommunen ikke havde grundlag for at administrere vejen som privat fællesvej.
Kommunen måtte nu konstatere, at vejejerne ikke anerkendte, at nogen grundejer havde vejret til vejen. Kommunen havde heller ikke tidligere truffet afgørelser vedrørende vejen, hvor det var lagt til grund, at vejen var privat fællesvej. Den mark, hvortil vejen skulle være den væsentligste adgang, havde skiftet ejer. Den tidligere ejer havde drevet marken fra syd, mens den nye ejer kom fra nordvest. Vejen havde derfor ikke tidligere været den væsentligste adgang til marken, og da der ikke kunne stiftes nye vejrettigheder i medfør af vejrettighedsloven, kunne vejen ikke nu være den væsentligste adgang til marken, når den ikke havde været det tidligere.
Afgørelsen fra kommunen blev påklaget til Vejdirektoratet.
Adgang til marken langs vejen
Den nuværende ejer kommer fra nordvest (rød pil), mens den tidligere ejer kom fra syd (gul pil).
Adgang til marken langs vejen
Den nuværende ejer kommer fra nordvest (rød pil), mens den tidligere ejer kom fra syd (gul pil).
Vejdirektoratets afgørelse
Vejdirektoratet har nu truffet afgørelse i sagen og har opretholdt kommunens afgørelse. Det fremgår af Vejdirektoratets afgørelse, at kommunen som udgangspunkt ikke kan administrere en vej som privat fællesvej, hvis det ikke kan dokumenteres, at nogen grundejer har vejret. Det har i den forbindelse ikke betydning, at vejen er optaget på matrikelkortet, medmindre vejen er den eneste eller den væsentligste adgang til en ejendom.
Kommunens vurdering af, at vejen ikke var eneste eller væsentligste adgang til marken, var efter Vejdirektoratets opfattelse baseret på et sagligt grundlag.
Vedrørende spørgsmålet om adgang til marken noterede Vejdirektoratet sig, at der tidligere havde været adgang fra syd, men at den nuværende ejer havde fået lov til at køre til marken ad vejen på matr. nr. 18a, dog uden at ejerne af den grund anerkendte en egentlig vejret.
Selvom vejen var optaget på matrikelkortet, fandt Vejdirektoratet herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurderinger og undersøgelser.
Den meget langvarige sag viser med andre ord, at svaret på det indledningsvise spørgsmål om, hvorvidt kommunen som vejmyndighed kan administrere en anlagt vej som privat fællesvej, fordi den er og altid har været optaget på matrikelkortet er et klart ”Nej”. Det skal i sidste ende stadig kunne dokumenteres, at der eksisterer vejrettigheder, og kan dette ikke dokumenteres, må det afgøres af domstolene.