Er veje, der er optaget på matrikelkortet, private fællesveje?

Naboerne mente, at vejen var en privat fællesvej og bad derfor kommunen om at gennemføre et vejsyn, hvor kommunen kunne præcisere, hvordan det var tilladt at bruge vejen. Da vejen var adgangsvej til landbrugsarealer mente naboerne, at den skulle være farbar for normale landbrugsmaskiner (minimum en bredde på 4 meter og en højde på 3,80 meter).

De nye ejere mente, at de kunne forbyde uvedkommende færdsel. De mente også, at de ikke havde gjort vejen smallere.

Efter en besigtigelse af vejen meddelte kommunen naboerne, at det var kommunens vurdering, at vejen var i god og forsvarlig stand, og at kommunen som vejmyndighed kun kunne administrere vejen som privat fællesvej i den bredde, som vejejerne anerkender.

Samtidig meddelte kommunen vejejerne, at skilte med teksten ”privat vej” efter praksis i henhold til naturbeskyttelsesloven betragtes som ”skræmmeskiltning”, hvis det ikke samtidig fremgår, at færdsel til fods eller på cykel er tilladt. Kommunen anbefalede derfor vejejerne at bruge et skilt med disse oplysninger. I den forbindelse vedlagde kommunen ”En vejledning om skilte og Offentlighedens adgang til naturen”, hvor skiltet var vist.

Vejejerne opsatte det anbefalede skilt, men beholdt samtidig det tidligere skilt med angivelse af ”Nr. 30 – privat vej”. Naboerne mente stadig, at kommunen skulle gribe ind.

Kommunen vurderede, at kombinationen af skiltene kunne indikere, at vejen var en privat vej, der kun måtte bruges i forbindelse med færdsel til og fra nr. 30. Dette kunne betyde, at vejen – som kommunen på dette tidspunkt betragtede som privat fællesvej – ikke var i god og forsvarlig stand. Kommunen meddelte derfor vejejerne, at kommunen havde til hensigt at kræve skiltet med ”Nr. 30 – Privat vej” fjernet, og at kommunen også overvejede, om det tidligere anbefalede skilt skulle fjernes, hvis det blev håndhævet på en måde, der forhindrede eller generede de vejberettigedes færdsel på vejen.

Ejerne af matr. nr. 18a gik herefter til en advokat. Advokaten svarede kommunen, at ejerne ikke mente, at der var vejberettigede. De, der mente at have vejret, måtte derfor få fastslået deres vejret ved domstolene.

Naboerne henviste til, at rettigheder over fast ejendom, der må antages at være gyldigt stiftet før 1. april 1927, efter tinglysningslovens § 52 bevarer deres gyldighed uden tinglysning. En landinspektør havde overfor naboerne peget på, at det fremgår af bogen ”Private fællesveje”, at ”rettigheder, der er stiftet ved udskiftningen, må opfattes som stiftet på et offentligretligt grundlag, og de falder derfor ind under tinglysningslovens § 52, stk. 1, hvorfor de ikke kan fortrænges af godtroende omsætningserhververe og retsforfølgende kreditorer, selv om de ikke er tinglyst”.

Kommunen anfægtede ikke dette, men mente, at det stadig vil være en forudsætning, at der faktisk er stiftet en ret ved udskiftningen, og at dette ikke er dokumenteret, blot fordi vejen er optaget på matrikelkortet.

Det var på baggrund af oplysningerne om, at vejejerne ikke anerkendte vejberettigede, men at de accepterede færdsel til en mark langs vejen, herefter kommunens vurdering, at der ikke var grundlag for at kræve skiltningen ændret. Samtidig meddelte kommunen vejejernes advokat, at kommunen ud fra sagens oplysninger ikke kunne lægge til grund, at andre end ejeren af marken havde vejret.

Kommunen gjorde advokaten opmærksom på, at ejerne selv havde ageret, som om vejen var privat fællesvej. De havde således ikke anfægtet, at der var vejberettigede, og de havde ændret skiltningen. Samtidig havde vejen været optaget på matrikelkortet siden det første kort fra 1810. Endelig havde kommunen vurderet, at vejen var den væsentligste adgang til en mark langs vejen, og at den derfor opfyldte betingelserne i vejrettighedslovens § 1. Kommunen mente derfor, at den havde haft tilstrækkeligt grundlag for at administrere vejen som privat fællesvej.