Gæsteprincippet og landvæsenskommissionskendelser

Højesteret slår i Vintapperrampesagen (UfR 2015.2854 H) fast, at gæsteprincippet er en såkaldt udfyldende regel, som finder anvendelse, hvor andet ikke er aftalt. Hvis der ikke er aftalt noget om, hvem der skal bekoste en eventuel omlægning af en ledning, vil man se på, om der er udbetalt erstatning. Er der udbetalt erstatning/vederlag for at placere en ledning på en ejendom, indikerer det, at gæsteprincippet er fraveget. Tilsvarende gælder gæsteprincippet, hvis der ikke er udbetalt erstatning.

Det har hidtil været antaget, at en landvæsenskommissionskendelse er at sidestille med en ekspropriation, og at der, jfr. grundlovens § 73, skal udbetales fuld erstatning ved ekspropriation, hvilket igen har medført, at man hidtil har antaget, at gæsteprincippet altid er fraveget ved landvæsenskommissionskendelser.

I den nye sag (UfR 2020.2614 V) havde Landvæsenskommissionen efter anmodning fra Aalborg Kommune den 21. november 1975 afsagt kendelse om godkendelse af et projekt vedrørende kloakering af et område i kommunen. I forbindelse med kendelsen blev der på de berørte ejendomme tinglyst en deklaration om bl.a. ledningsejers adgang til kloakledningerne.

På det tidspunkt, hvor kendelsen blev afsagt, var den pågældende ejendom ejet af Aalborg Kommune. I 2015 blev ejendommen solgt til et selskab, der ønskede at indrette boliger på ejendommen.

Selskabet søgte og indhentede byggetilladelse, men herefter finder man ud af, at projektet nødvendiggjorde flytning af en regnvandsledning. Undersøgelser viste, at ledningsflytningen ville koste 537.000 kr. Selskabet og ledningsejer kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale denne udgift.

Selskabet var af den opfattelse, at ledningsejer skulle betale udgiften, da ledningen efter selskabets opfattelse var placeret i henhold til gæsteprincippet. Selskabet mente ikke, at det forhold, at ledningen i sin tid blev etableret i henhold til en landvæsenskommissionskendelse i sig selv medførte, at gæsteprincippet var fraveget. Her var det væsentligste anbringende, at selskabet ikke mente, at der med kendelsen forelå dokumentation for, at ledningsejer havde betalt erstatning, eller at der skulle foreligge anden aftale om, at gæsteprincippet var fraveget.

Der var enighed om, at der er i sin tid blev udbetalt erstatning i henhold til en landsaftale, men iflg. selskabet var denne erstatning kun for aktuelle gener og ikke for upåregnelige fremtidige hændelser, som for eksempel en ledningsflytning. Selskabet mente, at den tinglyste servitut ikke nævner noget om, at gæsteprincippet er fraveget, og er blot at betragte som en beskyttelsesdeklaration, der ikke kan pålægge grundejeren udgifterne i forbindelse med en ledningsflytning. Selskabet støttede sig i øvrigt til Højesterets dom i ”Vintapperrampesagen”.

Ledningsejer var af den opfattelse, at selskabet skulle bekoste omlægningen, fordi der i sin tid med landvæsenskommissionens kendelse var sket ekspropriation af areal til ledningen i henhold til den dagældende vandløbslov § 89, som er en ekspropriationsbestemmelse. Det var som følge heraf ledningsejers opfattelse, at grundejeren dermed i sin tid måtte have modtaget fuldstændig erstatning (vederlag) for afgivelse af råderet over ejendommen i forbindelse med pålæg af ledningsservitut med tilhørende restriktioner for grundejeren. Gæsteprincippet var derfor ifølge ledningsejeren ikke gældende for denne ledning.

Ved sagens behandling i byretten fik ledningsejer medhold. Det skal dog nævnes, at selskabet under byrettens behandling havde erklæret sig enig i, at grundejeren havde fået erstatning. Det var således ubestridt, at der var betalt erstatning, hvilket var centralt for byrettens afgørelse. Selskabet var enig, fordi landvæsenskommissionskendelsen ikke forelå på det tidspunkt. Med den daværende viden var selskabet enig i, at en landvæsenskommissionskendelse indebar ekspropriation og udbetaling af erstatning.

Selskabet ankede sagen til landsretten, og til den lejlighed blev landvæsenskommissionskendelsen fra 1975 fremskaffet. Kendelsen indeholdt ikke ordet ”ekspropriation”, og kendelsen nævnte heller ikke noget om erstatning. Selskabet trak derfor sin accept af præmissen om, at grundejeren i sin tid havde modtaget erstatning tilbage.

Ledningsejer tabte sagen i landsretten, og selskabet fik medhold i, at det var ledningsejer, der skulle betale for omlægningen. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der i forbindelse med kloakeringen var sket ekspropriation og betalt erstatning til grundejeren. Netop det forhold fremstår som tungtvejende for landsretten. Det forhold, at der i landvæsenskommissionskendelsen ikke eksplicit blev taget stilling til, hvem der skulle bekoste en eventuel omlægning, og at der heller ikke foreligger dokumentation for betaling af erstatning eller vederlag, blev afgørende. Landvæsenskommissionssagen blev i sin tid rejst, jf. daværende vandløbslovs § 74, stk. 1. Denne bestemmelse omhandlede landvæsenskommissionens godkendelse af projektet og en sådan godkendelse fungerer ikke som dokumentation for betaling. Daværende vandløbslovs § 89, stk. 1 omtales ligeledes, men landsretten fastslår, at den bestemmelse heller ikke dokumenterer foretagelse af ekspropriation eller udbetaling af erstatning. Bestemmelsen er omtalt i den pågældende kendelse med henblik på at beskrive hjemmel for tinglysning af deklaration. Den er ikke nævnt i relation til udbetaling af erstatning, som der ellers rigtignok var hjemmel til i § 89, stk. 1.

Ledningsejer havde i forbindelse med sagens behandling i landsretten hævdet, at ledningsejer og grundejer i 1975 var den samme og, at der derfor ikke var grund til at overføre vederlag som erstatning for ledningens etablering. Landsretten fandt det dog dokumenteret, at der også tilbage i 1975 var vandtætte skotter mellem kommunen og kommunens kloakselskab. Identitetssammenfald mellem ledningsejer og grundejer kunne derfor ikke begrunde den manglende erstatningsudbetaling.

Landsrettens afgørelse er værd at bemærke. Dommen bekræfter, at dokumentation er afgørende, når ledningsejer skal sandsynliggøre, at gæsteprincippets grundlæggende præmis om aftale eller, i mangel af aftale, betaling af erstatning er opfyldt.

Landsretten fremfører meget tydeligt, at den omtalte kendelse ikke indeholder bevis for andet, end at Landvæsenskommissionen har godkendt projektet. Der findes ikke i kendelsen bevis for, at servitutpålægget er pålagt ved ekspropriation. Endvidere nævner landvæsenskommissionskendelsen ikke noget om, at der skulle være fremsat erstatningskrav, ligesom den heller ikke nævner noget om, at der skulle være udbetalt erstatning.

Hvis du ønsker at drøfte gæsteprincippet og landvæsenskommissionskendelser, er du velkommen til at kontakte artiklens forfatter, Kenneth H. Poulsen.