Dom om landvæsenskommissionskendelser og gæsteprincip for Højesteret

Kort opsummeret handler Vestre Landsrets dom af 4. juni 2020 (herefter Aalborg Kloak-sagen) om, at en privat grundejer ønsker at bygge på sin ejendom, som vedkommende har erhvervet i 2017. På ejendommen ligger en regnvandsledning tilhørende Aalborg Kloak A/S, som det er nødvendigt at flytte på grund af byggeriet. Regnvandsledningen er omfattet af en landvæsenskommissionskendelse fra 1975, og dele af kendelsen er tinglyst som servitut på ejendommen. Tvisten drejer sig om, hvorvidt regnvandsledningen er omfattet af gæsteprincippet eller ej, og dermed om det er grundejeren eller Aalborg Kloak A/S, der skal betale for flytningen af ledningen.

Landsretten når frem til, at Aalborg Kloak A/S ikke har bevist, at gæsteprincippet er fraveget ved landvæsenskommissionens kendelse fra 1975. Landsretten fremhæver, at det hverken af landvæsenskommissionens kendelse eller af den tinglyste servitut fremgår, at servitutpålægget er sket ved ekspropriation. Det findes heller ikke godtgjort, at daværende grundejer fremsatte erstatningskrav i anledning af servitutpålægget, eller at der i øvrigt blev udbetalt erstatning til grundejeren. Landsretten begrunder dette med, at kendelsen alene henviser til vandløbslovens § 89, stk. 1, i forbindelse med en oplysning om, at servitutten skal tinglyses på ejendommen efter § 89.

Med landsrettens dom kan det altså ikke på forhånd afvises, at gæsteprincippet finder anvendelse, når en ledning eller et anlæg er omfattet af en landsvæsenskommissionskendelse. Dommen er i tråd med UfR 2015.2854 H – Vintapperrampesagen – hvor Højesteret slog fast, at en tinglyst servitut om Energinet.dk’s ret til at anbringe og opretholde et kabelanlæg ikke fraveg gæsteprincippet.

Udover at fravigelsen af gæsteprincippet ikke eksplicit var angivet i servitutten, lagde Højesterets flertal i Vintapperrampesagen vægt på, at der ikke var betalt erstatning til grundejeren for etablering af kabelanlægget. Højesteret uddybede, at gæsteprincippet er betegnelsen for en udfyldende regel, der finder anvendelse i tilfælde, hvor andet ikke er aftalt.

En fravigelse af gæsteprincippet kunne være byrdefuldt for arealejeren (Vejdirektoratet) og der skulle derfor klare holdepunkter til, hvis gæsteprincippet skulle anses for fraveget. Energinet.dk havde ansvaret for at bevise fravigelsen, og når der samtidigt ikke var betalt et vederlag til arealejeren (arealet var ejet af Gentofte Kommune, da kabelanlægget blev etableret), måtte aftaler om anbringelse af ledninger på et areal som udgangspunkt fortolkes indskrænkende. Højesteret lagde vægt på, at det for Energinet.dk som koncipist af servitutten havde været nærliggende at omtale forholdet til gæsteprincippet eksplicit i servitutten, hvis det havde været et ønske at fravige dette.

Er de to sager sammenlignelige og er det rimeligt, at landsretten i Aalborg Kloak-sagen stiller samme krav om bevisførelse for erstatningsudbetaling og samme indskrænkende fortolkning af servitutten?

Indholdet af rådighedsbegrænsningerne i Vintapperrampesagen er sammenligneligt med indholdet af rådighedsbegrænsningerne i Aalborg Kloak-sagen. I sidstnævnte sag finder Landsretten, at Aalborg Kloak A/S ikke har bevist, at servitutten blev pålagt ved ekspropriation i forbindelse med etablering af spildevandsanlægget, og at Aalborg Kloak heller ikke har bevist, at der i den anledning blev betalt erstatning til arealejeren.

Men de to sager adskiller sig ved, at der er tale om to forskellige ledningstyper og dermed forskellige typer servitutter. I Vintapperrampesagen er der tale om et el-kabel, hvor der tinglyses en privatretlig aftale (udformet af forsyningsselskabet, som underskrives af arealejeren) mens der i Aalborg Kloak-sagen er tale om en offentlig regnvandsledning, som er etableret i henhold til en landvæsenskommissionskendelse med hjemmel i dagældende vandløbslov og den tinglyste servitut må derfor anses for offentligretlig.

Det ses ikke, at landsretten har forholdt sig til betydningen af denne forskel, ligesom det heller ikke ses, at landsretten har forholdt sig til, at det fremgår af servitutten og landvæsenskommissionskendelsen fra 1975, at servitutbestemmelserne skal pålægges forud for al pantegæld i henhold til vandløbslovens § 89, stk. 1. Det var denne bestemmelse, der gav hjemmel for ”vandløbsretten” til at kræve arealer afstået og pålægge rådighedsindskrænkninger mod fuld erstatning (således, at kravet i grundlovens § 73 er opfyldt).

Det bliver interessant at se, om Højesteret behandler dette forhold og, om det i givet fald har betydning, at en ledning er etableret på et offentligretligt grundlag i stedet for et privatretlig aftalegrundlag. Efter LE34’s vurdering bør det skabe tilstrækkeligt grundlag for at fravige gæsteprincippet, at en landvæsenskommission (som kan sidestilles med en ekspropriationskommission) har truffet afgørelse og selvsagt må have udbetalt de erstatninger, som indgrebene har nødvendiggjort.

Hvis Højesteret stadfæster landsrettens dom, vil det få betydning for formentlig alle spildevandsservitutter, som er omfattet af landvæsenskommissionskendelser. I alle de landvæsenskommissionskendelser (eller kendelser afsagt af Statens vandløbsudvalg), som LE34 har kendskab til, er gæsteprincippet ikke eksplicit omtalt hverken i kendelserne (eller servitutterne), ligesom det ikke er dokumenteret (i disse dokumenter), at der er udbetalt erstatning til arealejere.

En sådan retspraksis vil føre til, at enhver grundejer kan bygge eller foretage andre foranstaltninger, der er uforenelige med beliggenheden af en spildevandsledning/regnvandsledning mm. og i den anledning bede spildevandsselskabet flytte ledningen og betale omkostningerne herfor. Hertil kommer, at denne type ledninger ikke kan placeres ”alle andre steder”, men kan være afhængig af terrænmæssige forhold. Det kan således nærmest være umuligt for et spildevandsselskab at finde (og erhverve) en ny placering til en ledning og dermed at opfylde forsyningspligten. Med andre ord vil en stadfæstelse af landsrettens dom kunne få uoverskuelige konsekvenser for spildevandsselskaberne.

De vidtrækkende konsekvenser stopper ikke nødvendigvis hos spildevandsselskaberne. Et utal af ledningsanlæg indenfor andre forsyningstyper (el, gas mm) er etableret på baggrund af ekspropriation. Det er LE34’s vurdering, at mange af de tinglyste ledningsservitutter ikke indeholder ord som gæsteprincip, og at der findes en del forsyningsselskaber, som ikke har dokumentation for udbetalt erstatning. Vil gæsteprincippet i givet fald være gældende for disse ledningsanlæg?

Med spænding afventes Højesterets dom, som forhåbentlig kan afklare ovenstående spørgsmål. LE34 vil naturligvis bringe en artikel om dommen her i nyhedsbrevet.

Hvis du ønsker at tale om gæsteprincip og landvæsenskommissionskendelser, er du velkommen til at kontakte artiklens forfatter, Vibeke Stærdahl Nielsen.