Forvaltningsretlige forhold, når en offentlig vej ikke er udskilt

Et offentligt vejareal er i vejlovens forstand hele det ”udlagte vejareal” (ikke nødvendigvis udskilt), der udover selve kørebanen kan bestå af fortove, cykelstier, rabatter, vejudstyr m.m.¹

Ved nyerhvervede vejarealer skal arealerne udskilles i matriklen, jf. vejlovens § 60. Det medfører, at arealet tildeles et vejlitra i matriklen og i matrikelkortet, f.eks. ”7000q”. Det medfører også, at der ikke kan vindes hævd over vejarealet.

Vejmyndigheden har derudover en forpligtigelse til at udskille eksisterende ikke-udskilte kommuneveje efter reglerne i § 61. De matrikulære regler medfører, at landinspektøren skal afmærke vejskellet, modtage skriftlig accept fra – eller foretage orientering af – tilgrænsende ejer og endelig skal vejmyndigheden erklære, at vejarealet har været optaget i vejfortegnelsen i de sidste 20 år.² VD’s udtalelse er relevant, da der i praksis ses mange eksempler på ikke-udskilte kommuneveje.

Manglende udskillelse har ingen betydning for et areals vejstatus som offentlig vej, jf. udtalelsen fra VD.

Der kan derimod opstå tvivl om, hvem der ejer det offentlige vejareal samt vejskellets placering, herunder f.eks. hvorvidt et tilgrænsende grønt areal anvendes som en del af den offentlige vej eller kun til private formål. I vurderingen tages der udgangspunkt i de faktiske forhold i marken.

En af fordelene ved udskillelse af offentlige vejarealer i matriklen er, at det giver klarhed om arealets ejendomsretlige status. Det er dog forudsat i vejlovgivningen, at vejmyndighederne ejer de offentlige vejes arealer. Erhvervelsen af ejerskabet sker allerede, når vejen anlægges som offentlig vej eller når en privat fællesvej overtages som offentlig vej. Ved udskillelsen sker der altså ikke ejerskifte, men alene en sikring af ejerforholdet – altså vejmyndighedens ejerskab til vejen.³

Som nævnt ovenfor kan det medføre uklarheder eller uenigheder, hvis en offentlig vej ikke er udskilt. Det er navnlig den fysiske afgrænsning af vejarealet, der kan være omdrejningspunkt for uenighed.

VD udtaler, at ”Ved uenighed om vejens udstrækning må vejmyndigheden umiddelbart tage udgangspunkt i de faktiske forhold i marken, når den vurderer, hvad der er vejareal. Fortsat uenighed kan dog betyde, at vejen må udskilles, og i sidste ende at problemet må afgøres ved domstolene.”

Udgangspunktet er altså de fysiske forhold i marken, og at uenighed kan medføre behov for skelafsætning, en skelforretning ved fortsat uenighed og i sidste ende en domstolssag.

Det betyder samtidig også, at hvis vejmyndigheden skal træffe beslutning om arbejder eller ændringer på vejarealer, der ikke er udskilt, og der er tvivl om arealets afgrænsning, så ” […] bør vejmyndigheden foretage partshøring”.

Det skal sikre, at grundejeren får mulighed for at argumentere for, at arealet tilhører grundejeren og dermed ikke er en del af den offentlige vej. Der skal altså skabes klarhed over vejarealets afgrænsning, og de forvaltningsretlige principper vil i den situation medføre behov for partshøring.

Vi udleder heraf, at det forholder sig anderledes, hvis arbejderne skal ske et sted på vejarealet, som ikke er i nærheden af den grænse, som der kan være tvivl om. Det drejer sig f.eks. om tilfælde, hvor arbejderne/ændringerne skal foretages i selve kørebanen. I den situation vil det sandsynligvis ikke være nødvendigt at partshøre grundejeren.

Hvorvidt en grundejer er part i en sag vil dog altid bero på en forvaltningsretlig vurdering.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte Jonathan Overgaard Markman.